Faktaboks

Georg Christian Oeder
Født
1728
Død
1791

Georg Christian Oeder. Med Struensees fald og det nye styres reaktionære syn på bondefrigørelsen var det også forbi med Oeders direkte indflydelse på landbosagen. Men hans indsigt i landboøkonomi blev ikke glemt, hvorfor lederen af Den Store Landbokommission, Christian Ditlev Frederik Reventlow, i 1788 sendte ham sin betænkning om hoveriets afskaffelse til kommentering. Kobberstik fra 1793.

.

Georg Christian Oeder var en tysk-dansk botaniker, læge og landbrugsøkonom. Efter studier i Göttingen nedsatte han sig i 1749 i Slesvig som læge, men blev i 1751 opfordret af J.H.E. Bernstorff til at søge et nyoprettet professorat i botanik og økonomi ved universitetet i København. Oeders disputats blev afvist; i stedet fik han ansættelse som kongelig professor i botanik med det formål at lede udgivelsen af Flora Danica og etablere en botanisk have for praktisk landbrugsøkonomisk planteavl.

Som landbrugsøkonom gjorde Oeder sig bemærket med en betænkning fra 1769, hvor han argumenterede for godsejerens ret til at udstykke hovedgårdsmarkerne efter engelsk forbillede og for begrænsning i hoveriet. Oeders karriere som landbrugsøkonom nåede et højdepunkt 1770-72, da han under Struensee blev øverste leder af arbejdet med landboreformerne, hvor han tillige argumenterede for afskaffelse af stavnsbåndet. Efter Struensees fald fik Oeder stillet et amtmandsembede i Norge i udsigt, men endte med at måtte tage til takke med en stilling som landfoged i Oldenburg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig