Hugo de Vries

© C.G.G.J. van Steenis

Hugo de Vries måtte op at stå på en tønde for at kigge over hylsterbladets rand på en Amorphophallus titanum, der stammer fra Sumatra. Det må have været en ubehagelig opgave, da blomsten lugter af råddent kød. Plantens knold kan veje op til 70 kg, og efter blomstring udvikles et løvblad, der er indtil 4 m højt og 3 m i diameter. Foto fra ca. 1930.

Hugo de Vries, 1848-1935, hollandsk plantefysiolog og genetiker, professor i Amsterdam 1878-1918. Han studerede først Hollands flora, gik derefter over til plantefysiologi og endte med at give væsentlige bidrag til genetikken. Hos J. von Sachs i Würzburg udførte han forsøg med plantecellers vandforhold og introducerede begrebet plasmolyse; hans forsøg førte J.H. van't Hoff til at opstille ligningen for osmotisk tryk.

De Vries' interesse for arvelighedsforhold førte i 1889 til udgivelsen af Intracelluläre Pangenesis, hvori han hævder, at dele af cellekernen bestemmer de arvelige egenskaber. Fortsatte studier førte i 1896 til klar evidens for udspaltning i forholdet 1:3 i afkommet af krydsninger. Han udsatte offentliggørelse for at bringe det i en større bog, men i 1900 fandt han Gregor Mendels 34 år gamle arbejde om det samme emne og publicerede da. Dette medførte, at C.E. Correns, E. Tschermak von Seysenegg (1871-1962) og W. Bateson publicerede deres resultater om det, vi nu kalder de mendelske arvelighedslove.

De Vries studerede fra 1886 planteslægten natlys, især kæmpenatlys, og fandt, at der fremkom individer med afvigende udseende. Han betragtede disse som mutanter og skrev 1901-03 Die Mutationstheorie. Senere viste de afvigende planter sig at være triploider og tetraploider, hvilket førte til et indtryk af stor mutationshyppighed, men tilbage står påvisningen af en variation, som er nødvendig, for at evolutionen kan forklares. Se også mutation og darwinisme.