bladtang

Bladtang er navnet på to slægter af meterstore, marine brunalger. De består af et solidt, læderagtigt blad og en stilk, der er hæftet til underlaget ved hjælp af særlige hæftere.

I Atlanterhavet danner arterne udstrakte tangskove ned til 30 m dybde. Ved de danske kyster findes tre arter, som dominerer vegetationen fra lavt vand indtil ca. 10 m dybde. Nærmest vandlinjen vokser fingertang (Laminaria digitata), som har et fingerdelt blad og en jævnt tyk stilk, samt sukkertang (Saccharina latissima) med et udelt, ofte bølget blad. På større dybde afløses de af palmetang (L. hyperborea), som har et fingerdelt blad og en kegleformet stilk. Fingertang og sukkertang kan herhjemme blive op til 3 m lange og er dermed de største danske havalger.

Bladet er enårigt, og dannelsen af et nyt blad sker fra en vækstzone på overgangen mellem stilk og blad. I sommerens løb opmagasinerer bladet næringsstof, således at væksten kan starte allerede om vinteren på trods af det svage lys. Ved modenhed danner bladtang på begge sider af bladet utallige sporer, som spirer til mikroskopiske hanlige og hunlige kønsplanter. Fra de befrugtede ægceller vokser siden nye, store planter op, se generationsskifte og formering.

Hvert år høstes store mængder af palmetang i det nordlige Atlanterhav, bl.a. i Norge, som er en af de førende producenter af alginat. Andre arter anvendes som fødeemne under det japanske navn kombu.