eg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Eg. Stilkeg, Quercus robur. Th. en grenspids med mangeblomstrede, hængende klaser med hanblomster samt oprette, fåblomstrede hunblomsterstande. På grenen tv. ses de modne agern.

eg, Quercus, slægt med ca. 600 arter i bøgefamilien, fortrinsvis udbredt i tempererede og subtropiske dele af den nordlige halvkugle: i Asien sydpå til bjergene i Bagindien og i Amerika sydpå til bjergene i Colombia og Ecuador. De fleste arter findes i de østlige og sydøstlige dele af USA og Mexico; i Mellemeuropa og Middelhavsområdet findes ca. 30.

Slægtens arter er stedsegrønne eller løvfældende træer, sjældnere buske. Slægten blev første gang grundigt studeret i Mellemamerika og senere systematisk inddelt af den danske botaniker A.S. Ørsted.

Ege har spredte blade, der oftest er samlet mod skudspidserne og støtter butte eller spidse knopper med fem rækker knopskæl. Bladranden er oftest groft savtakket, lappet eller fliget.

Almindelig eg, også kaldet stilkeg (Quercus robur).

Almindelig eg, også kaldet stilkeg (Quercus robur).

Blomsterne er særkønnede og udvikles i forskellige blomsterstande, der dog som regel sidder på samme gren. Hanblomsterne sidder enkeltvis eller få sammen i grupper i lange, hængende, akslignende klaser. Hanblomsterne består af et enkelt bloster med 3-6 blosterblade og seks eller flere korte støvbærere. De hunlige blomsterstande er som regel oprette og indeholder betydelig færre blomster end hanblomsterstandene. Hunblomsterne er omgivet af en skål, en delvis forveddet dannelse fra blomsterstilken, der på ydersiden er besat med kraftige, tætsiddende skæl, som forvedder under frugtmodningen. I hver skål sidder en undersædig blomst med meget reduceret og utydeligt bloster. Frugtknuden er trerummet og bærer tre korte grifler. Frugterne, agern, er nødder, der foroven har en ring, som er de synlige rester af blosteret. I hvert agern udvikles et tyndskallet frø med stor frøhvide og store kimblade, som forbliver indesluttet i frugten under spiringen.

I Nordeuropa og dermed i Danmark findes to vildtvoksende arter, der ligner hinanden meget. Den almindeligste er stilkeg, også kaldet almindelig eg, Quercus robur, som findes vidt udbredt i hele Europa med nordgrænse i Skandinavien lidt nord for Stockholm. I Danmark er arten almindelig i skovbryn og krat og som enlige, gamle træer, der har fået lov at blive stående af æstetiske grunde; de fleste større danske bevoksninger af stilkeg er plantede. Den anden art, vintereg, Quercus petraea, har omtrent samme vestlige udbredelse i Europa som almindelig bøg, men forekommer hyppigere på De Britiske Øer. I Danmark er vintereg mest almindelig i de jyske egekrat, som er den eneste form for naturskov vest for israndslinjen, hvor stilk- og vintereg forekommer sammen. I øvrigt forekommer vintereg ret almindeligt i det midtjyske højland, på Djursland og Bornholm samt lokalt på Glænø og Ulvshale.

De to arter kan kendes på frugtstandene og med mindre sikkerhed på bladene. Hos stilkeg sidder frugterne enkeltvis eller få sammen på en lang stilk, mens bladene er fålappede og meget kortstilkede. Hos vintereg sidder frugterne flere sammen på en kort stilk eller ustilkede, og bladene har 5-9 lapper samt en mere end 1 cm lang bladstilk.

Eg. Vintersilhuet.

Eg. Vintersilhuet.

Det er endnu vanskeligere at skelne sikkert mellem de to danske egearters pollen. De to arters indvandringshistorie er derfor ikke klart belyst, men man antager, at de ældste forekomster af vintereg stammer fra Atlantisk tid (ca. 7000-3900 f.Kr.), mens stilkeg ses fra Borealtid (ca. 7900-7000 f.Kr.). I danske naturskove har egen været meget almindelig, men siden bøgens indvandring i jernalderen er den blevet kraftigt trængt, også pga. menneskets indvirkning.

I Danmark træffer man hyppigt et par indførte arter: Rødeg, Quercus borealis, fra det østlige Nordamerika plantes ofte i skove og parker, og tyrkisk eg (frynseeg), Quercus cerris, som oprindelig er hjemmehørende i Sydeuropa og Vestasien, plantes undertiden i parker, hvor man kan finde yderligere 10-20 arter af eg. Eg er endvidere velegnet til læplantning.

Skovbrug

Eg er vindfast og kan vokse under de mest forskelligartede jordbunds- og fugtighedsforhold, men producerer mest på en leret moræne, hvor den kan blive op til 38 m høj. Næst efter bøg er eg skovbrugets vigtigste løvtræ. Den normale omdriftstid er 120-150 år, men eg kan dog blive langt ældre, fx skønnes Kongeegen i Jægerspris Nordskov at være 1400-1500 år, og den er med sin omkreds på 13,9 m formentlig Europas største eg. I dansk skovbrug anvendes ofte eg af hollandsk oprindelse, fordi den har en meget ret vækst. Egens kerneved er stærkt og smukt og derfor også værdifuldt. Årshugsten er ca. 48.000 m3 (2012).

Eg. Unge egetræer i Gurre Skov.

Eg. Unge egetræer i Gurre Skov.

Egetømmer har spillet en stor rolle gennem tiderne. Veddet er fremragende til bygningstømmer, finer, parketstave, dørtrin og møbelfremstilling, og det er meget modstandsdygtigt mod påvirkninger fra vejrlig og fugtighed; flere tusinde år gamle mosefundne egestammer har bevaret deres anvendelighed til fx møbelfremstilling, moseeg. Til lagring af vin, hedvin og visse former for spiritus anvendes fortsat fade fremstillet af eg.

Da træskibene var enerådende, var rigelig adgang til egetømmer af afgørende betydning for standarden af et lands krigs- og handelsflåde. Efter at Danmark i 1807 havde afleveret flåden til England, påbegyndtes et storstilet plantningsprogram med ege, såkaldte marineege, der skulle sikre tømmer til bygning af fremtidige orlogsfartøjer.

I Middelhavslandene udnyttes barken af korkeg, Quercus suber, til fremstilling af kork.

Egeskov

I urskovene dannede eg skov sammen med andre træarter, og den indgår stadig som indslag i selvsået skov. Eg klarer sig bedre end bøg på åben bund, og den tåler nedskæring og dyrebid bedre.

Egens store værdi som gavntræ gjorde den før skovfredningerne til godsejernes ejendom. Derfor traf man ofte eg som overstandere i bondens stævnede underskov af fx tjørn og hassel. Sådanne skovrester ses endnu i Østdanmark. I Vestdanmark tilhørte eg bønderne og indgik i stævningsdriften. De derved opståede egekrat producerede førhen gavntræ og græs. Nu er stævningen stort set ophørt, og mange egekrat er vokset op til høj skov som fx den fredede Hald Egeskov.

Egeskovenes bundflora består af lysbundsplanter som liljekonval, majblomst, kohvede og skovstorkenæb. Ofte er der indblanding af bævreasp og tørst og visse steder lind.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om eg i Symbolleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Eg. Stilkeg, Quercus robur. Th. en grenspids med mangeblomstrede, hængende klaser med hanblomster samt oprette, fåblomstrede hunblomsterstande. På grenen tv. ses de modne agern.

Viser 6 af 6 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
27/06/2014
IbFri
27/06/2014
Redaktionen
29/08/2013
Oprindelige forfattere
EWor
29/01/2009
IbFri
29/01/2009
Vedel
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki