krydderurter

Gastronomi

Krydderurter i varierende udvalg anvendes i så godt som alle køkkener. Standard i de fleste er persille, timian og laurbærblade. Herudover er det karakteristisk for det franske køkken at bruge esdragon og kørvel, mens mynte og salvie er særegent for det britiske køkken. Rosmarin, oregano og basilikum er fremtrædende i Middelhavsegnene, og særegent for de nordiske køkkener er peberrod og dild. Fra asiatiske køkkener kan nævnes frisk koriander i kinesisk mad og citrongræs i thailandsk.

I det klassiske køkken forekommer sammensætninger som fines herbes (persille, kørvel, esdragon og purløg), herbes de Provence (bestående af fx timian, rosmarin, laurbærblade, basilikum og sar) og herbes vénitiennes (esdragon, persille og kørvel).

Krydderurter har været anvendt gennem hele menneskehedens historie. Udvalget øgedes kraftigt op igennem middelalderen, dog mere af lægelige end af gastronomiske grunde. Endnu i 1600- og 1700-t. var brugen af krydderurter omfattende, men i løbet af 1800-t. blev de i Nord- og Vesteuropa delvis udkonkurreret af færdigstødte krydderier og forskellige industrielt fremstillede smagsstoffer. I de fattigere sydeuropæiske lande fastholdt man derimod krydring med urter. I 1960'erne blev krydderurter "genopdaget" i Nord- og Vesteuropa, og i dag kan friske krydderurter købes overalt. Samtidig er udvalget udvidet med urter som citronmelisse og løvstikke.

Foruden egentlige krydderurter bruges andre planter som overvejende smagsgivere, således hvidløg, kapers og oliven, den store gruppe af peberfrugter (Capsicum) og suppeurter som selleri, pastinak, persillerod, porre og gulerod. Se også naturmedicin.