Bomuld. Sorte amerikanske arbejdere på en plantage i Georgia ca. 1895. Bomuld blev i første halvdel af 1800-t. den altdominerende afgrøde i de amerikanske sydstater og USAs vigtigste eksportvare. I perioden 1820-60 steg antallet af slaver i Syden fra 1,5 mio. til 4 mio., og også efter slaveriets afskaffelse i 1865 var hovedparten af de sorte beskæftiget på bomuldsplantagerne, som strakte sig i et bredt bælte fra North Carolina til Texas.

.

Den ældste bomuldsdyrkning henføres til Indus-kulturen omkring 3000 f.Kr., og bomuld blev af Alexander den Store i 300-t. f.Kr. ført til Middelhavsområdet. Bomuld fandtes også i Amerika, før Columbus ankom. Ikke før i 1600-t. kom bomuldsvarer til at spille en større rolle i Europa; de blev dengang indført fra Indien; fra slutningen af 1700-t. oprettedes spinderier og væverier i England, der da anvendte bomuld dyrket i Nordamerika.

Råbomuldsproduktionen i slaveplantager i USA's sydstater og forarbejdningen i den engelske bomuldsindustri ekspanderede voldsomt under den industrielle revolution, og denne råvare blev en af den tidlige tekstilindustris vigtigste. I sidste halvdel af 1800-t. blev der også oprettet mange mekaniserede spinderier og væverier i det øvrige Europa og i USA; først efter 1. Verdenskrig kom nye produkter som rayon frem, der kunne opfylde samme behov som bomuld.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig