Dodder
Høstmodne frøstande af sæddodder (Camelina sativa).
Dodder
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Dodder er en slægt af urter i korsblomstfamilien. Der kendes otte arter, som er udbredt i Europa, Middelhavsområdet og østpå til Pakistan.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er nedarvet fra et gammelt indoeuropæisk ord for 'gul', der i germanske sprog kom til at betegne planter af meget forskellig slags; engelsk dodder er således historisk samme ord, men betyder 'silke' (Cuscuta).

Også kendt som

Camelina

I Danmark findes to arter: småskulpet dodder (Camelina microcarpa) og sæddodder (C. sativa), som er vanskelige at skelne fra hinanden. Begge er indslæbt med kornavlen, og sæddodder har tidligere været dyrket i Danmark.

Sæddodder som kulturplante

Sæddodder har gule, firbladede blomster. Det er en kulturplante, der har været dyrket i Danmark i hvert fald tilbage til bronzealderen. Således er frø fra sæddodder fundet i Tollundmandens maveindhold. Olien fra frøene er ernæringsmæssigt værdifuld med et højt indhold af n-3 umættede fedtsyrer (38 % α-linolensyre (ALA)). Til sammenligning indeholder rapsolie kun 9 % ALA. Som alle i korsblomstfamilien indeholder den glucosinolater, der begrænser dens anvendelse som proteinkage til dyrefoder.

Af de to arter af dodder, som forekommer i Danmark, er det kun sæddodder, der har spillet en rolle i agerbruget. Den forsvandt som agerbrugsplante i middelalderens Danmark, men dyrkes stadig i Mellemeuropa. I Danmark blev den i 1800-tallet forsøgsvis genopdyrket som olieplante. Den er kendt for at kunne dyrkes på mere næringsfattige jorde, men høstudbyttet er meget svingende. Om et forædlingsarbejde kan gøre planten interessant som alternativ til dyrkning af raps vil tiden vise. Landbrugsinfo.dk nævner muligheden tilbage i 2017.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig