Artiskok er en flerårig, kraftigtvoksende, mandshøj og tidselagtig urt med blålilla kurve. Artiskok hører til kurvblomstfamilien og stammer fra Sicilien.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet artiskok kommer af tysk Artischocke, af italiensk articiocco, af arabisk oprindelse.
- Også kendt som
-
Cynara scolymus
Den har været dyrket siden romertiden for sine spiselige blomsterknopper og anses for at være en kulturform af den vildtvoksende kardon, C. cardunculus. Artiskok var fra 1500-tallet vigtig i fyrstelige køkkener og er siden 1600-tallet blevet dyrket i danske herregårdshaver.
Artiskok, der er følsom for frost, dyrkes hovedsagelig i Spanien, Italien og Frankrig. Størstedelen af det danske forbrug importeres fra middelhavslandene.
Af de større knopper spises kurvens bund (artiskokbund) og det nederste af knoppens svøbblade; unge knopper kan anvendes hele. Af kardon spises bladribberne.
Planten indeholder stoffet cynarin, der hos nogle personer stimulerer smagssansen for sød smag, så alting smager sødt nogle minutter efter indtagelsen. Denne respons er genetisk betinget.
Artiskok tilberedes naturel, kogt i saltet vand, og spises kold eller varm som tilbehør samt i salater og ragouter. Bunden kan marineres eller fyldes med finthakkede garniturer eller saucer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.