• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

radiolarer

Oprindelige forfattere ÅMV og JøMad Seneste forfatter Redaktionen

Radiolarer udviser en rig variation mht. udformningen af kiselskelettet. Gennem porerne kan der udskydes såkaldte pseudopodier, dannet af cellens ektoplasma, hvormed de indfanger fødepartikler. I ektoplasma findes flere luftfyldte vakuoler, der giver cellerne opdrift i havvand; ved hårdt vejr kan de briste, således at radiolaren synker ned og kan afvente mere rolig søgang. Forstørret 300-400 gange.

radiolarer, (afledn. af senlat. radiolus, dim. af radius 'stråle'), samlebetegnelse for en række mere eller mindre beslægtede encellede organismer, protister, tidligere placeret i ordenen Radiolaria, de fleste nu i klasserne Polycystina og Phaeodaria.

Radiolarer kan blive flere mm store og lever som plankton i havene. De fleste arter har et skelet, oftest et kiselskelet; visse arter er kolonidannende. Det artskarakteristiske skelet er oftest kugleformet med pigagtige udvækster, og ved en hindeagtig centralkapsel opdeles cellens cytoplasma i hhv. endo- og ektoplasma.

Radiolarer indfanger næringspartikler, som indtages ved fagocytose, vha. trådformede forlængelser af ektoplasma; andre lever i symbiose med encellede alger, fx zooxantheller eller grønalger. Blandt former med intet eller kun ringe udviklet skelet kan formeringen ske ved simpel celledeling, hos andre dannes der såkaldte sværmere besat med svingtråde eller flerkernede amøber ved opdeling af ektoplasma. Fossile radiolarer kendes fra Mellem Kambrium (fra for ca. 518 mio. år siden).

Brunt dybhavsler, der indeholder mere end 30% af radiolarernes siliciumholdige skeletdele, kaldes radiolarslam. Det findes i den nordøstlige del af Stillehavet.

Quiz
Hvad udvinder man morfin af?

1: kokablade
2: valmue
3: marguerit