Ginkgo biloba. Kvist med de karakteristiske vifteformede blade, der ofte er delt i to lapper med uregelmæssigt bølget rand. Den åbne, gaffelgrenede nervation anes på flere af bladene. Øverst tv. et kortskud med raklelignende stande af hanblomster og blade. Øverst th. den øvre del af en hunblomsterstand med to frøanlæg; i midten th. den øvre del af en hunblomsterstand med et modent frø (tv.) og et aborteret frøanlæg (th.). Nederst th. et kortskud med tre langstilkede hunblomsterstande og et blad.

.

Ginkgo biloba, tempeltræ, et helligt træ i Østasien, hvor det i mere end 1000 år er blevet plantet i tempelhaver. Det er usikkert, om der findes naturlige bevoksninger af Ginkgo biloba.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet Ginkgo kommer af japansk gin 'sølv' og kyo 'abrikos', af kinesisk oprindelse, 2. led af latin bilobus 'tolappet'.

Tempeltræet blev først præsenteret for europæiske botanikere af en hollandsk kirurg, der bemærkede træet i 1692 på en rejse til Japan og beskrev det i 1712 under navnet ginkgo. Det første træ i Europa blev plantet ca. 1727 i den botaniske have i Utrecht, hvor samme individ stadig lever. Et eksemplar, der vokser i Korea, er 3000 år gammelt og 60 m højt.

De karakteristiske, græsgrønne blade er vifteformede og oftest tolappede. Det er grunden til, at den svenske botaniker Linné i 1771 gav træet artsnavnet biloba, således at træets latinske betegnelse blev Ginkgo biloba. Træet er så specielt, at det henføres til sin egen gruppe sideordnet med taks, nåletræer og koglepalmer. Arten udgør den sidste rest af en plantegruppe, der opstod for ca. 170 mio. år siden i den ældste del af Jura. Ginkgotræerne opnåede maksimal udbredelse i Jura, hvor de dannede skove overalt på jorden med undtagelse af Antarktis. Kun Ginkgo biloba er nu tilbage som eneste repræsentant for den tidligere meget artsrige og dominerende plantegruppe. Den kaldes derfor ofte for "levende fossil".

Ginkgo er et yndet have- og parktræ, som tåler lave temperaturer. Det tåler endog stærk luftforurening og er derfor velegnet som vejtræ. Hvis hantræer og huntræer plantes ved siden af hinanden, vil der udvikles frø. De sidder to sammen på enden af en stilk og er omgivet af et meget ildelugtende, kødet lag, der kan være til lugtgene, når frøene ligger på fortov og vejbane. Selve frøet spises som ristede "nødder". Pga. træets medicinske betydning tilplantes nu større områder, således at ginkgoskoven er "genopstået" i Bordeaux i Frankrig, og også i South Carolina, USA, er plantet et stort antal ginkgotræer. Træets ved er ikke stærkt og anvendes derfor ikke som tømmer.

Ginkgo har været brugt i Kina i flere tusinde år mod astma og hoste samt som hjernestyrkende medicin. Det fremføres ofte, at buddhistmunke har anvendt ginkgo som middel til at hæmme urinproduktionen, således at de bedre kunne holde sig under de lange tempeltjenester, men dette er ikke bekræftet. Siden 1970'erne er præparater med ekstrakt af ginkgoblade også kommet frem i Vesteuropa. Tørrede ginkgoblade indeholder flavonoider (1%) og terpener (0,1%), som hver for sig eller tilsammen antages at modvirke mindsket blodtilførsel til bl.a. hjernen. Ved korterevarende forsøg har ginkgo vist sig at have en vis virkning ved svækkelse af hukommelse, koncentrationsevne o.l. Giftvirkninger er ikke kendt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig