Kvist af rødgran (Picea abies). I spidsen af to af årsskuddene sidder to unge, røde kogler. I spidsen af de tre øvrige årsskud ses årets endnu ikke strakte vegetative skud med lysegrønne nåle og en moden, hængende kogle. Spredt rundt på nogle af årsskuddene sidder grupper af gule hanblomsterstande, som hver er opbygget af talrige, skruestillede støvblade. Til venstre et frø med vinge; frøet ligger i en lille skål formet af vingen, men falder let ud.

.

Gran er en slægt af nåletræer i granfamilien. Der kendes ca. 37 arter, som er udbredt i de tempererede egne på den nordlige halvkugle og er ofte dominerende i bjerge og i den boreale nåleskov.

Faktaboks

Også kendt som

Picea

Det er store, stedsegrønne træer med kegleformet krone og regelmæssig etageforgrening. De nåleformede blade sidder på en lille, blivende stilk. Nogle arter har nåle med spalteåbninger på både over- og underside, mens nålene hos andre arter kun har spalteåbninger på undersiden. De aflange, hængende kogler består af talrige skruestillede frø- og dækskæl; dækskællene er ganske korte. Frøet har en stor vinge, der let løsnes fra frøet.

Gran i Danmark

Den eneste gran, som har vokset naturligt i Danmark, er rødgran (Picea abies), der kendes fra pollen fra Læsøs middelalder-fyrreskov, som blev udryddet før år 1700. I dag er alle de nuværende bestande af rødgran er indført. Rødgranen stammer fra Central- og Nordeuropa og er det væsentligste plantede skovtræ i Danmark. Den har firkantede nåle og 12-15 cm lange, rødbrune kogler.

I de vindudsatte egne i Vest- og Nordjylland afløses rødgran af den hårdføre sitkagran (P. sitchensis), som stammer fra Nordamerikas vestkyst. Sitkagran har flade, stikkende nåle med blåhvid underside og 5-8 cm lange, lysebrune kogler.

Andre almindelige graner er blågran (P. pungens), omorika- eller serbisk gran (P. omorika) og hvidgran (P. laxa) fra det nordlige Nordamerika, som benyttes en del i læhegn og plantager i Vest- og Nordjylland, og som undertiden selvsår sig i den grønne og grå klit.

Gran som prydtræ

Gran anvendes i haver som stedsegrønne træer, hvor også de nederste grenkranse kan forblive grønne, hvis træet ikke står i skygge. Mest anvendt er serbisk gran, der har en meget slank søjlevækst, og former af blågran, som har blå nåle. Desuden bruges forskellige dværgformer af gran. I læhegn og ved sommerhuse plantes navnlig rødgran, sitkagran og hvidgran.

Granskov

Silhuet af rødgran (Picea abies). Mange graner har en lignende kegleformet vækstform med regelmæssig etageforgrening.

.

Naturlig granskov udgøres i Vesteuropa, Rusland og Sibirien overvejende af rødgran; mod nord danner den skovgrænse til tundraen. I Nordamerika spiller hvidgran samme rolle, i et mindre område også sitkagran. I Sydeuropas bjerge findes skov af almindelig ædelgran (Abies alba). Særlig i Nordamerika forekommer skov af andre ædelgranarter. Ingen art af gran forekommer naturligt i Nordtyskland, Sydvestsverige og Danmark. Hvad der her kaldes granskov, er plantage, hvor rødgran er hyppigst, mens man også ofte ser hvid- og sitkagran. Flere arter af ædelgran dyrkes til pyntegrønt, ofte på store arealer. Naturlig, skandinavisk rødgranskov findes på vel ventileret, fugtig og næringsrig bund. Her vokser bl.a. blåbær, skovpadderokke og linnæa. Granplantager i Danmark er som oftest anlagt på dårlig bund og har kun en beskeden bundvegetation.

Da rødgran er et skyggetræ, er danske granskove meget mørke, og i unge bevoksninger består bundvegetationen kun af forskellige svampe. I ældre, udtyndede bevoksninger med større lystilgang indvandrer mosser og enkelte urter. Rødgran danner morbund, hvilket særlig på næringsfattige lokaliteter kan føre til kraftig podsolering. Ved renafdrift går granmoren i omsætning, hvorved der frigøres næringsstoffer. Dette bevirker, at kvælstof- og lyskrævende planter som skovbrandbæger og senere gederams og hindbær indvandrer.

Med en årshugst på ca. 1 millioner m3 og et dyrkningsareal på 135.000 ha svarende til 32% af det samlede skovareal er rødgran Danmarks økonomisk vigtigste træart. Den blev indført i landet ca. 1730.

Til dyrkning i Danmark anvendes frø fra danske frøavlsbevoksninger eller fra Harzen og Bayern. Rødgranens jordbundskrav er små, hvorfor den kan dyrkes med godt resultat over et stort område bortset fra de mest vindudsatte steder, de dårligste hedeflader og den stive lerjord. På de bedste lokaliteter producerer rødgran pr. hektar 15-20 m3 årligt.

Rødgran dyrkes i en omdrift på 60-70 år med højder på 20-30 m; maksimal højde i Danmark er 40 m efter ca. 200 år. Pga. sit overfladiske rodsystem er rødgran lidet stormfast. En anden dyrkningsrisiko er angreb af rodfordærversvamp.

Den gode stammeform og veddets egenskaber i øvrigt gør rødgran anvendelig til mange formål, bl.a. hustømmer, piloteringspæle, hegnsmaterialer, papirtræ og spånplader. Pyntegrønt og juletræer er ligeledes vigtige produkter.

Sitkagran dyrkes trods sin større produktion og evne til at tåle saltholdig jord mindre end rødgran pga. sin dårligere form og følsomhed over for frost. Andre granarter har ikke nogen større betydning i det danske skovbrug. Se også pyntegrønt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig