Rundbladet soldug (Drosera rotundifolia).

.

Soldug er en slægt af oftest spinkle, kødædende urter i soldugfamilien. Der kendes ca. 250 arter, hvis hovedudbredelse er i Australien og Sydafrika.

Faktaboks

Også kendt som

Drosera

Udseende og byttefangst

Langbladet soldug (Drosera anglica).

.

Der findes både rosetplanter, klatreplanter og knoldplanter. Bladene er besat med såkaldte tentakler, der ligner kirtelhår, men indeholder ledningsvæv i tentaklens stilk og hoved. Tentakelhovedet udskiller både slim og fordøjelsesvæsker med bl.a. proteinopløsende enzymer. Insekter og andre smådyr tiltrækkes af de skinnende kirtler og sætter sig på bladene. Her fastholdes de af slimen og opløses af fordøjelsesvæskerne, der først udskilles efter en kemisk stimulering fra byttet i form af bl.a. urinsyre.

Der er mindst to typer tentakler, langstilkede og kortstilkede. De langstilkede sidder på eller nær bladranden og kan ved vækst i stilkens celler bøjes vinkelret ind over bladpladen, hvis byttet berører dem (mekanisk stimulering) i kampen for at slippe fri. Efter kemisk stimulering kan de bevæges i alle retninger ind mod byttet. Den kemiske stimulering får desuden bladet til at rulle eller krumme sig sammen, hvorved endnu flere tentakler bringes i kontakt med byttet. De kortstilkede tentakler sidder midt på bladpladen og er primært enzymudskillende og næringsoptagende. Enzymerne nedbryder byttets bløddele til aminosyrer, og dette næringstilskud gør den kødædende plante mere konkurrencedygtig på næringsfattigt substrat samt sikrer en større produktion af spiringsdygtige frø.

Soldug i Danmark

Liden soldug (Drosera intermedia).

.

I Danmark findes tre arter: rundbladet soldug (Drosera rotundifolia), langbladet soldug (D. anglica) og liden soldug (D. intermedia); især de to sidste arter er ret sjældne. De små hvide blomster er kun åbne i fuld sol midt på dagen. I en højmose vil rundbladet soldugvokse mest tørt, dvs. på tuerne, mens liden soldugvokser, hvor der er vådest, dvs. i høljerne. Langbladet soldug vokser i overgangszonen mellem tuer og høljer. Denne fordeling mellem voksesteder medfører mindre konkurrence om byttet mellem soldugarterne. Liden soldug fanger således flest flyvende insekter, bl.a. myg, der sætter sig på de nærmeste blade, når de klækkes fra puppen. De to andre arter fanger især kravlende insekter som myrer, biller og edderkopper (arachnider), der ikke bryder sig om at få våde ben.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig