Corypha, palmeslægt med fem arter; udbredt fra Indien over Sydøstasien til Australien. Bladene er vifteformede, stammen er opret, ugrenet og op til 20 m høj. Blomsterstanden er endestillet og hører med sine op til 10 mio. blomster til de største blandt frøplanterne. Arter af Corypha forekommer ofte nær beboelser; de anvendes til tækkemateriale, paraplyer og spande, og af stammen udvindes stivelse.