Bakterieknolde er 2-3 mm lange udvækster på rødder af planter, især fra ærteblomstfamilien. Knolden skyldes indtrængen af kvælstofbindende (nitrogenfikserende) bakterier af slægten Rhizobium, som lever i tæt symbiotisk forbindelse med roden.
Bakterien lever frit i jorden, indtil den inficerer en værtsplante gennem et rodhår. Derved dannes en infektionstråd, som vokser videre ind mod rodens centrum, hvor cellerne begynder at dele sig, og danner en lille knold. Rodens celler i den indre del af knolden indeholder flere tusinde bakterier (bakteroider) frigivet fra infektionstråden, og det er i dem nitrogenfikseringen foregår. I knoldens ydre del ligger ledningsstrengene, transportsystemet, der fra planten fører kulhydrat (energi) til bakteroiderne og nitrogenforbindelser fra knolden ind i planteroden.
Indvendigt er knolden svagt rød pga. dens indhold af leghæmoglobin, som binder oxygen til sig ved overfladen af den inficerede celle. Herved sikres den nødvendige lave oxygenkoncentration i cellerne, idet enzymet, nitrogenase, som er ansvarligt for nitrogenfikseringen, hæmmes af oxygen.
Planter med bakterieknolde kan vokse i nitrogenfattig jord, og det har længe været kendt, at disse planter forbedrer jorden. Cato den ældre anbefalede således de romerske bønder at dyrke lupiner. Der findes også knolde med nitrogenfiksering på rødderne af træer og buske, som ikke hører til ærteblomstfamilien, fx hos rødel, havtorn og pors, men de dannes af en anden bakterieslægt, Frankia.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.