dendrokronologi

Dendrokronologi, årringsdatering, metode inden for arkæologien til datering af træ. Metoden er baseret på måling af variationerne i træers årringe. Træer af samme art reagerer ens over for variationer i ydre faktorer, især temperatur og nedbør. Under gode vækstforhold bliver årringene brede, under dårlige smalle. Dette gælder træer fra tempererede, subtropiske og subarktiske områder, hvor der kun dannes én årring for hvert kalenderår.

I nåletræ ses stammens årringe på tværsnittet som en serie af lysere og mørkere bånd, svarende til henholdsvis vårved og sommerved; det minder meget om en stregkode. I løvtræ er farveforskellen til markering af årstilvæksten ikke så tydelig; årringene ses tydeligst hos de ringporede løvtræarter som fx eg og ask.

I et tempereret klima som i Danmark skifter vækstlaget mellem aktive og inaktive perioder. På denne måde opstår årringene, en for hver vækstsæson. Forår og sommer dannes nye celler; om sommeren er cellerne overvejende tykvæggede, og det giver et tættere ved. Om vinteren er vækstlaget i hvile, hvilket i veddet markeres som en årringsgrænse. Træ fra tropiske egne har ikke tydelige årringe, ofte har vækstlaget ingen hvileperiode, og hvis der er vækstperioder, følger de ikke nødvendigvis kalenderåret. Derfor kan metoden ikke anvendes på tropisk træ.

Træ kan aldersbestemmes, hvis der findes en grundkurve for området. En grundkurve opbygges ved hjælp af undersøgelser af årringene fra levende træer og ældre tømmer eller træfund fra samme træart og område. Hvis træerne i en periode har vokset samtidig, vil deres kurver overlappe på et stykke svarende til de år, de har fælles. Derefter kan årstallene fra den nutidige kurve overføres til den fortidige kurve, og der kan sættes årstal på de resterende årringe fra kurven.

Det dendrokronologiske princip kendes helt tilbage til 1700-t., men en systematisk anvendelse af metoden skete først i begyndelsen af 1900-t. Der er nu opbygget lange og sammenhængende grundkurver til aldersbestemmelse af træfund. Endog fældningstidspunktet kan bestemmes med en nøjagtighed på 1/2-1 år, hvis den yderste årring er bevaret. En grundkurve kan hurtigst fastlægges ved at anvende meget gamle træer. Ud fra de op til 5000 år gamle børstekoglefyr, Pinus longaeva, fra White Mountains, Californien, og suppleret med fossilt ved har man dannet en grundkurve for dette område, som når 8700 år tilbage. I Europa er der med egetræ opnået grundkurver af tilsvarende længde, og disse kurver har bl.a. haft betydning for kalibreringen af kulstof 14-dateringer.

I de senere år har anvendelse af computerteknologi gjort dendrokronologi til en meget nøjagtig og brugbar dateringsmetode, men ikke alle træarter er lige velegnede. Bedst er de træarter, som er mest følsomme over for klimatiske udsving. På Nationalmuseet er der for egetræ opbygget en dansk grundkurve, der når tilbage til år 109 f.Kr., men i stedet for denne ene fælles grundkurve har man siden 1980'erne arbejdet på en for hver af de tre regioner: Øst- og Vestdanmark samt Nordjylland. Med disse kurver er der opnået bemærkelsesværdige resultater, bl.a. dateringen af Trelleborg til år 980/981.

Dendrokronologiske undersøgelser af vrag af træskibe kan ikke blot aldersbestemme skibene selv, men også bruges til påvisning af fortidige handels- og transportforbindelser; se skibsvrag.