Kisellegeme, lille legeme af udfældet kiselsyre i planteceller. Kiselsyre optages gennem jordvandet og koncentreres i overfladecellerne (epidermis) og i styrkevævet i blade og stængler. Kisellegemer er især udbredt inden for de enkimbladede, fx græsser, star, orkidéer og palmer. De kan have forskellig facon; hos orkidéer findes fx stjerne- og hatformede. Hos skavgræs, en art af padderok, er kiselindholdet meget stort, her i form af forkislede cellevægge (se forkisling).