• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kutikula

Oprindelige forfattere JDaM og NPKr Seneste forfatter sthornval

Kutikula. Forstørret udsnit af bladet hos hørlilje, Phormium tenax. Bladoverfladen er beskyttet af en ca. 10 μm tyk kutikula, der er rødfarvet på billedet. Den tykke kutikula samt de mange taver viser tilpasning til et tørt voksested.

Kutikula. Forstørret udsnit af bladet hos hørlilje, Phormium tenax. Bladoverfladen er beskyttet af en ca. 10 μm tyk kutikula, der er rødfarvet på billedet. Den tykke kutikula samt de mange taver viser tilpasning til et tørt voksested.

kutikula, (af lat. cuticula, dim. af cutis 'hud'), beskyttende lag på planters overhud (epidermis), fortrinsvis på overjordiske dele som stængler og blade, men det forekommer også som et tyndt lag på den del af rødderne, der absorberer vand. Det består af kutin, der er polymerer af lipid, hvori der er indlejret voks. Tilsammen danner de en barriere mod angreb af mikroorganismer og insekter og nedsætter fordampning af vand. Kutikula er tynd hos planter, der lever i et fugtigt miljø, fx vandplanter, og tyk hos planter, der er tilpasset tørre voksesteder (se xeromorfi). Kutikula er ofte dækket af et tyndt vokslag (epikutikulært voks), der effektivt beskytter mod fordampning og vandindtrængning, og som giver blade hos fx visse kålsorter et blådugget udseende og gør frugter, fx æbler, fedtede; hos vokspalme kan vokslaget blive op til 5 mm tykt.

Også andre organismer kan have en kutikula som et beskyttende og/eller afstivende lag på ydersiden, dannet som sekretprodukt fra de yderste levende celler. Kutikula kan i flere dyregrupper kun strækkes begrænset, og vækst kræver så hudskifter.