cyanogene glykosider

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

cyanogene glykosider, indholdsstoffer, som kendes fra mere end 2500 plantearter. Når plantemateriale indeholdende cyanogene glykosider beskadiges, og de cellulære strukturer derved ødelægges, kommer glykosiderne i kontakt med nedbrydende enzymer. Herved dannes glukose, et aldehyd eller en keton samt hydrogencyanid (blåsyre). Denne cyanogenese kendes fx fra den aroma, der opstår ved hakning af bitre mandler, som indeholder det cyanogene glykosid amygdalin. Samme proces er grunden til, at bitre mandler eller abrikoskerner giver marcipan den karakteristiske smag.

En af tropernes vigtigste kulturplanter, maniok (også kaldet kassava), indeholder de to cyanogene glykosider linamarin og lotaustralin. Før maniokplantens stivelsesholdige rødder kan spises, må de cyanogene glykosider fjernes. Forarbejdningsprocessen er arbejds- og tidskrævende, men er den ikke udført godt nok, kan der opstå cyanidforgiftning. Der forskes derfor i at reducere denne plantes indhold af cyanogene glykosider.

De cyanogene glykosiders funktion er ikke entydig. De beskytter i visse tilfælde muligvis planten mod mikroorganismer, insekter og dyr, men det vides fx, at et højt indhold gør gummitræ mere følsomt for svampeangreb. Svampen omdanner hurtigt det cyanid, den optager, til uskadelige forbindelser, mens den frigivne cyanid i planten hæmmer dennes evne til at iværksætte den syntese af forsvarsstoffer, som ellers normalt sættes i gang ved sygdomsangreb.

Visse leddyr indeholder cyanogene glykosider. Nogle insekter optager dem gennem føden, andre er i stand til selv at danne dem ud fra aminosyrer, på samme måde som planter. Nogle tusindben har langs siden nogle kirtler, hvor cyanogene glykosider holdes adskilt fra nedbrydende enzymer. Angribes tusindbenet, kan det ved at åbne kirtlerne producere aldehyder, ketoner og hydrogencyanid, som sprøjtes ud på angriberen.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Oprindelig forfatter
LiMoe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki