blad

Opbygning

Et såkaldt fuldstændigt blad er opbygget af en bladfod (også kaldet et bladfæste), som er fæstnet til stænglen i nodiet, en bladstilk (petiolus) og en bladplade (lamina), hvor størstedelen af fotosyntesen normalt foregår.

© FOCI

Blad. Bladenes grønne farve skyldes klorofyl i kloroplasterne (grønkornene), hvor det er med til at indfange Solens lys til brug i fotosyntesen. Røde blade, som fx hos blodbøg, er farvet af antocyaniner i vakuoler i cellerne. Om efteråret bliver de fleste planters blade gule, orange og røde. Gule og orange farver skyldes bladets indhold af carotenoider, som ses tydeligere, når bladenes klorofyl nedbrydes. Efterårsløvets farveintensitet afspejler vejret, idet lave temperaturer og meget sollys fremmer dannelsen af antocyaniner og dermed de røde farver.

Bladfoden kan være udformet som en let udvidelse af bladstilkens basis, som bladlignende akselblade (fodflige) eller som stængelomsluttende skeder. Akselblade er parvise, modsatstillede og oftest asymmetriske udvækster på bladfoden, som hos nogle planter (fx af ærteblomstfamilien) kan være større end den egentlige bladplade, og hvor en stor del af bladets fotosyntese kan foregå. Akselbladene kan på modsatstillede blade undertiden vokse sammen parvis og danne et interpetiolært akselblad (dvs. et blad mellem bladstilkene); det ser ud, som om der sidder fire blade i samme nodie, og kaldes kransstillet bladstilling, som fx hos krapfamilien, bl.a. skovmærke.

Bladskeder er hinde- eller bladagtige, kræmmerhusformede strukturer, der helt eller delvis omslutter stænglen. De kendes både fra enkimbladede planter (fx græsser) og fra tokimbladede (fx skærmplanter). Mellem skede og bladstilk eller bladplade kan dannes en hindeagtig eller hårformet skedehinde.

Bladstilken kan helt mangle, bladet benævnes da siddende. Oftest er den trind eller flad, men undertiden har den vinger, som er sidestillede, tynde plader.

© Kirsten Tind

Blad. Bladformer.

Bladtyper

Kimblade anlægges allerede i frøet og er de første blade, som vokser frem ved spiring. Antallet af kimblade er et grundlæggende træk for inddelingen af de dækfrøede planter, angiospermerne, der er enten enkimbladede (fx orkidéer og græsser) eller tokimbladede (fx ranunkel- eller rosenfamilien). De nøgenfrøede planter, gymnospermerne (fx forskellige nåletræer, ginkgo og koglepalmer), har to eller flere kimblade.

Lavblade er oftest små, skælformede eller tungeformede blade, der kan anlægges neden for løvbladene ved grunden af stænglen eller sideskuddet. De er underudviklede blade, som kun består af bladfoden.

© Kirsten Tind

Blad. Bladstillinger.

Løvblade er veludviklede blade med bladfod, bladstilk og bladplade.

Højblade kan være lavblads-, løvblads- eller hindeagtige, eller de kan være farvede, som fx hos julestjerne. De sidder "højt" på planten, dvs. lige under blomsten eller blomsterstanden.

Blomstens blomsterblade inddeles efter deres placering, struktur og funktion i bægerblade, kronblade, støvblade og frugtblade, se blomst.

Bladstilling

Stængelområdet, hvorfra et blad er udviklet, betegnes et nodie, mens stykket mellem to på hinanden følgende blade betegnes et internodie.

Ved spredt bladstilling udvikles bladene enkeltvis i nodierne. Bladene anlægges op ad stænglen i en skruestilling, som kan være højre- eller venstreskruet i retning mod stænglens spids. Antallet af bladrækker varierer fra art til art. Hos bøg er bladene placeret i to rækker, toradet bladstilling, dvs. bladene sidder placeret med en afstandsvinkel, divergensvinkel, på 180°; vinklen mellem to på hinanden følgende blade op gennem skruen. Den toradede bladstilling forekommer også hos mange enkimbladede planter, fx hos græsserne. Treradet bladstilling kendes fx fra halvgræsserne; divergensvinklen mellem bladene er 120°; bladene peger ud til tre sider. Spredt bladstilling med en divergensvinkel på 144°, så bladene sidder i fem rækker, forekommer bl.a. hos eg og hos mange urter.

Rosetplanter har spredte blade, men yderst korte internodier, og det ser ud, som om bladene udspringer fra næsten samme sted på stænglen. Bladrosetten er oftest placeret lige over jordoverfladen, som fx hos vejbred og bregner.

Ved modsat bladstilling anlægges to blade i samme nodie, og de sidder derfor i samme højde på stænglen. Normalt vil de følgende bladpar anlægges alternerende, dvs. ud for hinandens mellemrum. Derved skygges mindst muligt for forrige bladpar. En sådan bladstilling benævnes korsvis-modsat, og bladene synes at sidde i fire rækker på stænglen. Denne placering kendes bl.a. fra læbeblomstfamilien.

Kransstillet bladstilling fremkommer, når mere end to blade anlægges i samme nodie. Bladanlæggelsen sker atter således, at bladene i de følgende kranse sidder alternerende og dermed i et antal rækker svarende til det dobbelte af bladantallet i kransen.

Læs også om bladets anatomi og om bladets farver og funktioner.