I maj 1761 udsendtes en subskriptionsindbydelse for Flora Danica. Denne var prydet af en gengivelse af multebær, som samtidig var værkets første tavle.

.

Multebær er en lav halvbusk i rosenfamilien med orangegule, spiselige bær.

Faktaboks

Etymologi
Ordet multe kommer af norsk molte, beslægtet med melte 'gøre blød'.
Også kendt som

Rubus chamaemorus

Den vokser især i højmoser og breder sig ved lange underjordiske udløbere. Bladene er femdelt lappede, og blomsterne, der har hvide kronblade, er enkønnede og fordelt på forskellige planter, tvebo, og blomsterne tåler ikke nattefrost. Frugten er først orangerød, men bliver som moden orangegul.

Multebær forekommer i hele det cirkumpolare område. I Danmark er den meget sjælden og vokser kun ganske få steder. De største bestande findes formentlig i Store Vildmose, men den kendes også fra bl.a. Lille Vildmose og Gribskov.

Multebær i madlavning

De gule, hindbærlignende bær er meget velsmagende, men bløde og sarte. De fås sjældent friske i Danmark, men importeres syltet og frosset. Anvendes til dessert, syltetøj og sauce bl.a. til vildt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig