Vedbendfamilien er en familie af tokimbladede, frikronede planter med ca. 43 slægter og 1450 arter, nærmest beslægtet med skærmplantefamilien og især udbredt i SØ-Asien og Amerika.

Faktaboks

Også kendt som

Araliaceae

Familien er opdelt i to underfamilier. Underfamilien Aralioideae er oftest vedplanter med spredte blade uden fodflige. Blomsterne sidder i skærm, hoved eller aks og er femtallige og regelmæssige. Frugten er et bær eller en stenfrugt. I Danmark forekommer vildtvoksende kun en art af slægten vedbend (Hedera). Underfamilien Hydrocotyloideae, der tidligere har været anset som del af skærmplantefamilien, forekommer overvejende på den sydlige halvkugle og er i Danmark kun repræsenteret af vandnavle, en lille sumpplante med særprægede skjoldformede blade.

Flere arter dyrkes som prydplanter i haver, bl.a. vedbend og Aralia; sidstnævnte er buske med store, sammensatte blade og store blomsterstande, der udvikles om efteråret. Stuearalie (Fatsia japonica) med dekorative, blanke, håndfligede blade dyrkes som stueplante. Til familien hører også bl.a. Panax (ginseng), hvis rod har medicinsk anvendelse, og Tetrapanax, der bruges til produktion af rispapir. Se også paraplytræ.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig