skimmelsvampe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

skimmelsvampe, deuteromyceter, stor og varieret gruppe af mikroskopiske svampe, der udelukkende formerer sig vegetativt; samles i gruppen Deuteromycotina. Skimmelsvampe ses som overtræk på det substrat, de lever på, og navnet hentyder til deres glinsende og skinnende udseende (ty. Skimmel). De er rådsvampe (saprofytter), dvs. de får kulstof og energi fra det organiske materiale, de nedbryder. Skimmelsvampe findes næsten overalt: i jord, på blade, i luften, på fugtige overflader, i bygninger, på madvarer osv.

Diversiteten er meget stor, og da afgrænsninger til andre grupper af svampe er vanskelig, samtidig med at der til stadighed føjes nye til, er det ikke muligt præcist at angive, hvor mange forskellige skimmelsvampe der findes. Det er også meget vanskeligt at identificere skimmelsvampe, da der ikke findes specielle identifikationssystemer som fx for bakterier; kun ved at undersøge svampe i mikroskop og eventuelt dyrke dem på forskellige vækstmedier kan man afgøre, om en bestemt skimmelsvamp er beskrevet i litteraturen og har et navn; dette forhold vil DNA-metodikker sandsynligvis ændre fundamentalt i fremtiden. For den største skimmelsvampeslægt, Penicillium, er der lavet en inddeling efter, hvilke svampetoksiner (giftstoffer) hver enkelt art danner.

Opbygning

Skimmelsvampe består af svampetråde, hyfer, der vokser på eller ind i substratet. Hyferne, der kun er nogle få μm brede, kan vokse ud til synlige kolonier, hvis der er næring til stede. Skimmelsvampene tilhører gruppen fungi imperfecti pga. manglen på frugtlegemer og kønnet formeringscyklus.

Formeringen foregår, ved at der dannes særlige celler, konidier, på hyferne. De kan dannes enkeltvis eller sammen, enten frit på hyferne eller samlet i særlige strukturer. Disse vegetativt dannede konidier spredes ofte over store afstande og kan derfor registreres i luftanalyser, fx i forbindelse med udarbejdelsen af de pollental, der udsendes af hensyn til allergikere.

Konidierne kan være en- eller flercellede og er oftest meget tykvæggede, således at de kan modstå tørke, næringsmangel, giftstoffer osv. Konidierne er ofte farvede, grønlige, blålige, gule, brune eller sorte, og er med til at gøre svampeovertræk synlige, fx grønligt overtræk på gammelt rugbrød, sort på fugtige vægge.

Levevis

Da skimmelsvampe lever af at nedbryde organisk materiale, er de sammen med bakterier nøgleorganismer i nedbrydningen af organisk materiale i naturen, især af det enorme bladmateriale, der falder til jorden hvert år. Bladene bliver mineraliseret, dvs. omdannet til næringsstoffer, der derved igen bliver tilgængelige for plantevækst. Mængden af hyfer i jord måles ofte som den samlede længde af hyferne pr. masseenhed; den kan variere meget, men der er målt 1000-6000 m hyfer i et gram skovjord, i visse nåleskovsjorde endda helt op til 66 km pr. g jord, mod fx kun 146 m i landbrugsjord. Ved forskellige metoder kan man også bestemme mængden af svampe (biomassen), og her har man fundet ca. 35 mg pr. g skovjord og kun 0,06 mg pr. g landbrugsjord. Langt over halvdelen af den totale mikrobielle biomasse i jordprofil er svampebiomasse; mængden er størst i bladlaget og falder hurtigt med dybden.

Grunden til, at skimmelsvampe er meget vigtige ved cirkuleringen af næringsstoffer i naturen, er, at de kan gennemvokse substratet med deres hyfer, samt specielt at de har kapacitet til at producere mange forskellige nedbrydningsenzymer. Det vigtigste enzym ved nedbrydning af plantemateriale er cellulase, der spalter den cellulose, der udgør en stor del af plantematerialet. Skimmelsvampen Trichoderma er særlig effektiv til at nedbryde cellulose.

Nytte- og skadesvampe

Skimmelsvampenes enzymproduktion bliver udnyttet kommercielt; svampene dyrkes under optimale forhold i store tanke, og de udvundne enzymer kan bruges til mange forskellige formål, fx lipaser som vaskeenzymer og pektinaser til at stivne frugtsaft. I naturen producerer skimmelsvampe desuden en lang række andre stoffer, både farlige og gavnlige. Blandt de farlige kan nævnes toksiner, der fx kan dannes i fugtigt korn og i tropiske frugter og nødder og bevirke død eller skader på dyr og menneske, fx Aspergillus flavus, der danner aflatoxin. Botrytis cinerea vokser på mange forskellige plantearter, bl.a. vindruer.

Af de værdifulde stoffer, der produceres af skimmelsvampe, er stoffer med antibiotisk virkning de vigtigste. Det først fundne, penicillin (i 1928), bliver produceret af skimmelsvampen Penicillium notatum. Siden er en lang række svampeproducerede antibiotika kommet til, fx fusidin. En anden vigtig industriel brug af skimmelsvampe er til osteproduktion, hvor modning af bestemte oste foregår efter podning med forskellige svampe, fx roquefortoste med P. roqueforti og camembert med P. camemberti (se også skimmelost).

Skimmelsvampe kan forårsage forskellige sygdomme. Svampekonidier kan give anledning til allergier, og derfor varsles om luftbårne svampe, men allergiudbrud fremkaldes dog oftest i rum med mange fugtskader og dermed svampevækst, fx af Cladosporium og Alternaria. Børn og folk med høfeber og astma er mest følsomme over for skimmelsvamp, mens andre også kan blive syge på længere sigt. Visse skimmelsvampe kan vokse på eller i dyr og mennesker og danne mykoser i fx lunger, Aspergillus fumigatus, se svampeinfektioner.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
02/04/2013
Knuth
23/03/2013
Redaktionen
22/03/2013
Oprindelig forfatter
AKjoe
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki