svampe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Svampe. Hos stilksporesvampe dannes sporerne på kølleformede basidier, som sidder på lameller, pigge, årer eller i porer. Ved modenhed løsnes sporerne, som falder lodret ned, indtil de føres videre af luftstrømmen; pga. deres ringe størrelse, nogle tusindedele af en mm, og derfor ringe vægt kan de komme langt omkring. Frugtlegemet dannes af trådformede cellerækker, hyfer. Nogle svampes frugtlegemer er opbygget af runde celler og er derfor temmelig skrøbelige. Frugtlegemet udgør kun en mindre del af svampen, langt størstedelen findes som et mycelium i jord, under bark eller på andre voksesteder. Mange svampe danner mykorrhiza på og i skovtræers rødder og spiller en stor rolle for disses trivsel. Svampe spiller generelt en stor rolle for stofomsætningen i økosystemer, især for nedbrydningen af dødt organisk stof.

svampe, Fungi, rige, omfattende meget forskelligartede livsformer. Det er anslået, at der findes over 1,5 mio. svampearter. Der er formodentlig mellem 8000 og 10.000 arter i Danmark. Undertiden kaldes hele svampegruppen botaniske svampe, men den er egentlig nærmere beslægtet med dyreriget (se biologisk klassifikation).

Svampene opdeles i fem rækker. Piskesvampene (Chytridiomycota) har svingtrådsbærende sporer. Koblingssvampene (Zygomycota) har et mycelium, der ikke er opdelt i celler vha. tværvægge. Rækken Glomeromycota danner som de eneste arbuskulær mykorrhiza (se Glomus). Sæksvampene (eller sæksporesvampene, Ascomycota) danner sporerne i sporesække (asci). Basidiesvampene (Basidiomycota, stilksporesvampene) danner sporerne på basidier.

Tidligere medregnedes desuden ægsporesvampene (Oomycetes), som nu betragtes som en slags alger, der har mistet evnen til at lave fotosyntese. De har cellulose i cellevæggene, sporer med svingtråde og placeres i riget Chromista.

Gruppen slimsvampe er traditionelt blevet placeret i svampegruppen, men de adskiller sig fra andre svampetyper på væsentlige punkter; de mangler således cellevægge og kan på samme måde som amøber optage fast føde ved fagocytose. Slimsvampe regnes nu til protister.

Heksering. En heksering består af ét svampeindivid; en støvbold på den nordamerikanske prærie dannede en ring med en diameter på 200 m og er således blandt de største organismer med en samlet længde på mere end 630 m.

Blandt svampene findes nogle af de største levende organismer; hekseringe kan blive op til 200 m i diameter, og en enkelt honningsvamp kan med sit mycelium dække et område på 15 ha og blive mere end 1500 år gammel. Ca. 20% af de kendte svampearter findes i laver.

Svampe spiller en stor rolle som nedbrydere i økosystemer og dermed for stof- og energikredsløbene. Mange arter er sygdomsfremkaldende, og nogle er decideret giftige (se svampeforgiftning). Andre, fx arter af Penicillium, producerer stoffer, der kan benyttes i sygdomsbekæmpelsen, og atter andre benyttes i levnedsmiddelproduktionen.

Opbygning

Svampe danner et vegetativt legeme, thallus, der aldrig differentieres i rødder, stængler og blade som hos planterne. Thallus er sædvanligvis dannet af lange tråde, hyfer, der ved tværvægge oftest er delt i rækkestillede celler. Det af hyfer opbyggede thallus betegnes mycelium. Nogle svampearter, fx gær, danner aldrig hyfer, men blot afrundede celler, hvoraf sjældent mere end nogle få hænger sammen.

Champignon.

Champignon.

Hos de fleste svampe er alle celler vægklædte med undtagelse af særlige svingtrådsbeklædte sporer, zoosporer, hos Chytridiomycetes. Det vigtigste vægstof er kitin. Hos sæksporesvampe og stilksporesvampe er der i tværvæggene karakteristiske porer.

Taksonomi og slægtskabsforhold

Svampe grupperes i et hierarki af taksonomiske kategorier på grundlag af indbyrdes ligheder. Målet med et sådant system er at etablere naturlige enheder, der har fælles oprindelse, dvs. hvis arter alle er nærmere beslægtede med hinanden end med andre arter. Systemet er primært baseret på nulevende arters karakterer.

Siden man begyndte at opstille taksonomiske systemer for svampe, har skiftende karakterer været tillagt større vægt end andre, hvilket har medført meget forskellige systemer. Ny viden om svampe indsamles stadig, og summen af denne viden vil i fremtiden føre til både store og små ændringer i retning af et mere naturligt system.

Tidligere har hypoteser om svampes indbyrdes slægtskab været baseret på tolkning af morfologiske og anatomiske karakterer, suppleret med studier af biokemi og cytologi. Udvikling af analysemetoder vha. PCR har gjort det muligt at bestemme nukleotidsekvensen (baserækkefølgen i DNA) af større dele af genomerne, hvorved nogle af de tidligere hypoteser om svampes fylogeni har kunnet bekræftes. I andre tilfælde har de molekylære data dog vist, at visse organismegrupper har en anden evolutionær historie end først antaget.

Skørhat. Stor giftskørhat (Russula emetica).

Skørhat. Stor giftskørhat (Russula emetica).

Vægstoffer

Kitin findes hos alle ægte svampe, men mangler hos ægsporesvampe. Forekomsten af kitin er derfor en vigtig samlekarakter for ægte svampe. Membraner fra ægte svampe indeholder desuden stoffet ergosterol; denne sterol er unik for de ægte svampe, og hæmning af ergosterol-syntesen er en vigtig virkemåde for mange fungicider, dvs. svampedræbende midler som fx propiconazol, der bruges mod meldug i kornafgrøder.

Mitokondrietyper

Ægsporesvampe og de ægte svampe adskiller sig også fra hinanden ved deres mitokondrier. Disse har to membraner, hvor den indre kan være foldet op i såkaldte cristae. Hos ægsporesvampene er cristae rørformede, tubulære, mens de hos de ægte svampe er flade.

Synteseveje

Blomkålssvamp (Sparassis crispa).

Blomkålssvamp (Sparassis crispa).

Enzymer, der deltager i syntese af stofskifteprodukter, kan let tabes ved mutationer, således at syntesevejen forsvinder. Det modsatte, at nye enzymer opstår, er imidlertid sjældent, og opbygning af hele synteseveje omfattende en række enzymer er yderst sjældent. Det betyder, at når organismer syntetiserer de samme stoffer ud fra forskellige synteseveje, må man formode, at organismerne er meget fjernt beslægtede. Forskellige synteseveje for aminosyren lysin hos ægsporesvampe og de ægte svampe underbygger, at de kun er fjernt beslægtede.

Derimod synes der at være et forholdsvis nært slægtskab mellem dyr og de ægte svampe, da disse grupper har mange fælles synteseveje. Dette har betydning ved udviklingen af antibiotika mod svampeinfektioner, mykoser, idet man ofte anvender enzymhæmmende stoffer hertil. De mange ligheder i stofskiftet betyder, at det er svært at finde stoffer, der hæmmer svampe uden at være skadelige for mennesker.

Livscyklusser

Stilksporesvampe. Fliget frynsesvamp (Thelephora terrestris).

Stilksporesvampe. Fliget frynsesvamp (Thelephora terrestris).

Der findes hos svampe en lang række forskellige livscyklusser, og disse er nærmere beskrevet under de enkelte grupper; se også formering. Ganske specielt for svampe er forekomsten af en parkernefase, den dikaryotiske fase. Normalt vil der efter cellefusion, plasmogami, i forbindelse med formeringen ske en kernesammensmeltning, karyogami.

Hvis karyogamien udskydes, opstår en fase, parkernefasen, i hvilken der i hver celle findes to kerner stammende fra hver af de oprindelig sammensmeltede celler. Er parkernefasen flercellet, foregår delingen af de to kerner samtidig, såkaldt konjugeret. I stilksporesvampenes livscyklus er parkernefasen sædvanligvis stærkt dominerende.

Ernæring

Svampenes næringsoptagelse sker gennem overfladen. Hos svampe med hyfer sker næringsoptagelsen i hyfespidsen gennem specielle transportenzymer i cellemembranen. Svampe mangler klorofyl og kan derfor ikke som mange alger og planter udnytte lysenergien fra Solen. I stedet dækker svampene deres energibehov ved nedbrydning af organiske stoffer eller ved at leve sammen med en anden værtorganisme.

Fluesvampe. Rød fluesvamp (Amanita muscaria).

Fluesvampe. Rød fluesvamp (Amanita muscaria).

Svampe kan rent ernæringsmæssigt opdeles i tre grupper: Ved saprotrofi udnyttes dødt organisk materiale, fx ved, blade eller nåle. Nogle svampe er tilpasset særlige vækstmedier, substrater, som fx dødt træ eller gødning fra planteædende dyr. Saprotrofe svampe udskiller enzymer, der er i stand til at nedbryde komplicerede organiske stoffer.

Svampe, der ernærer sig ved nekrotrofi, dræber først en værtsorganismes væv for derefter at nedbryde det vha. enzymer. Dette forekommer især i forbindelse med planteparasitter, fx æbleskurv, bladplet og honningsvamp, men visse svampe kan også parasitere dyr, fx flueskimmel og nematodefangende svampe. Nekrotrofe svampe er parasitter, dvs. at de skader værtsorganismen.

Ved biotrofi udnytter svampen primære fotosynteseprodukter, fx simple kulhydrater, som den modtager direkte fra levende celler. Biotrofe organismer lever sædvanligvis tæt og temmelig permanent knyttet til deres levende vært, et forhold, der kaldes symbiose (samliv). Symbiosebetegnelsen giver ingen oplysning om forholdet mellem de samlevende parter, men i de tilfælde, hvor symbiosen vides at være afbalanceret og til gensidig fordel, kaldes den mutualistisk. Eksempler herpå er lav og mykorrhiza.

Rustsvampe. Gulrust i hvede, der i Danmark kan medføre en halvering af udbyttet af modtagelige sorter.

I andre tilfælde tærer symbiosen så meget på værtsplanten, at denne vantrives eller går til grunde; man siger da, at symbiosen er parasitisk. Blandt svampene findes mange parasitter, fx meldug og rustsvampe. Det er undertiden vanskeligt at vurdere, om der foreligger mutualisme eller parasitisme, idet der er en glidende overgang mellem de to former.

Biotrofer, der kun forekommer på deres levende vært, kaldes obligate, mens de, der lejlighedsvis optræder saprotroft, betegnes fakultative. Ofte er biotrofer meget værtsspecifikke, hvilket vil sige, at de kun kan leve med en eller et begrænset antal værtsarter. Hyppigt vokser de biotrofe svampe endda kun på specielle dele af værten.

Evolution

Svampene er kun sparsomt fundet som fossiler; de ældste er ca. 430 mio. år gamle (dvs. fra Silur). Ifølge en hypotese nedstammer alle svampegrupper fra marine, svingtrådsbærende, chytridiomycet-lignende former.

I særlig velbevarede fossiler af landplanter kan man undertiden finde fossilrester af hyfer og mycelium, et sikkert tegn på svampenes nære tilknytning til plantelivet efter at de invaderede landjorden, som må have krævet en række omfattende tilpasninger. De fleste hovedgrupper fandtes allerede ved Karbons begyndelse for ca. 354 mio. år siden.

Læs mere om svampe i underemnerne herunder. 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Svampe. Hos stilksporesvampe dannes sporerne på kølleformede basidier, som sidder på lameller, pigge, årer eller i porer. Ved modenhed løsnes sporerne, som falder lodret ned, indtil de føres videre af luftstrømmen; pga. deres ringe størrelse, nogle tusindedele af en mm, og derfor ringe vægt kan de komme langt omkring. Frugtlegemet dannes af trådformede cellerækker, hyfer. Nogle svampes frugtlegemer er opbygget af runde celler og er derfor temmelig skrøbelige. Frugtlegemet udgør kun en mindre del af svampen, langt størstedelen findes som et mycelium i jord, under bark eller på andre voksesteder. Mange svampe danner mykorrhiza på og i skovtræers rødder og spiller en stor rolle for disses trivsel. Svampe spiller generelt en stor rolle for stofomsætningen i økosystemer, især for nedbrydningen af dødt organisk stof.

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+349461.801.svg (349.03 kB)

Svampe. Hos stilksporesvampe dannes sporerne på kølleformede basidier, som sidder på lameller, pigge, årer eller i porer. Ved modenhed løsnes sporerne, som falder lodret ned, indtil de føres videre af luftstrømmen; pga. deres ringe størrelse, nogle tusindedele af en mm, og derfor ringe vægt kan de komme langt omkring. Frugtlegemet dannes af trådformede cellerækker, hyfer. Nogle svampes frugtlegemer er opbygget af runde celler og er derfor temmelig skrøbelige. Frugtlegemet udgør kun en mindre del af svampen, langt størstedelen findes som et mycelium i jord, under bark eller på andre voksesteder. Mange svampe danner mykorrhiza på og i skovtræers rødder og spiller en stor rolle for disses trivsel. Svampe spiller generelt en stor rolle for stofomsætningen i økosystemer, især for nedbrydningen af dødt organisk stof.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
22/10/2011
Ekspert
SøRo
Oprindelige forfattere
HDis
02/02/2009
JHP
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki