svampe (svampesygdomme i landbrugsplanter)

© FOCI

Kartoffelskimmel. Svampen overvintrer i kartoffelknolde, og smitte kan derfor kun forekomme ved lægning af syge knolde. Blot én angrebet knold er nok til, at en epidemi kan udvikle sig på en hel mark, så kontrol af læggekartoflerne er af yderste vigtighed. Et angreb viser sig først som grågrønne pletter på stængler og blade, på hvis underside ses hvide skimmelbelægninger. Bekæmpelse skal ske hurtigt, men brug af sprøjtemidler er problematisk, da svampen let udvikler resistens.

En lang række svampe angriber landbrugsplanter og dræber cellerne, hvilket især reducerer udbyttet og i sjældnere tilfælde også forringer kvaliteten. Blandt de vigtigste kan nævnes kartoffelskimmel (Phytophthora infestans), hvor udbyttetabet kan nærme sig 100%. Denne svamp angriber både de overjordiske dele og knolde, mens fx goldfodsyge (Gaeumannomyces graminis) i vinterhvede, kålbrok (Plasmodiophora brassicae) i raps og rodbrandsvampe (Phoma betae, Aphanomyces cochlioides mfl.) i bl.a. bederoer angriber rødderne.

Andre svampe som bedemeldug (Erysiphe betae) i bederoer og rustsvampe angriber bladene hos flere arter. Den udsædsbårne svamp hvedestinkbrand (Tilletia caries) kan mere end halvere udbyttet, hvis udsæden ikke behandles med svampemidler, bejdses, ligesom hveden ved kraftige angreb bliver uegnet til brødbagning og opfodring; svampens sporer lugter kraftigt som sildelage. Angreb af meldrøjer (Claviceps purpurea) i rug nedsætter sjældent udbyttet, men svampens hvilelegemer indeholder giftige alkaloider, hvorfor disse skal renses fra kornet. Også fusariumsvampe i korn kan producere giftstoffer.

© Ghita Cordsen Nielsen

Meldrøjer på dyrket rug. Der kendes eksempler på meldrøjerepidemier, bl.a. under hungerperioder i middelalderen, hvor beboerne i landsbyer, hvis marker var inficerede, blev forgiftet. Den sidste danske epidemi var i 1892.

Mange svampesygdomme trives bedst i fugtigt vejr, mens optimumtemperaturen varierer; fx trives gulrust (Puccinia striiformis) bedst i køligt vejr ved ca. 15 °C, mens skulpesvamp (Alternaria brassicae) trives bedst i varmt vejr ved 17-25 °C. Svampesygdomme overlever fra den ene vækstsæson til den anden på udsæden, på planterester, i jorden eller på levende planter, hvorfra de spredes med vinden. Svampe, der kun kan overleve på levende planter, kaldes obligate parasitter. Nogle svampesygdomme spredes over korte afstande, fx under 1 m som hvedegråplet (Septoria tritici), hvis ukønnede sporer spredes via regnplask. Andre spredes med vinden over flere hundrede kilometer som græssernes meldug (Erysiphe graminis), der kan spredes fra land til land. Overlevelsestiden uden vært kan være kort eller lang; fx kan kålbroksvampens hvilelegemer holde sig smittedygtige i jorden helt op til ca. 18 år, mens meldrøjersvampens hvilelegemer i jorden allerede mister smitteevnen efter ca. et år.

Nogle svampesygdomme er stærkt epidemiske og kan gennemløbe deres livscyklus mange gange på en vækstsæson. Det gælder fx gulrust, der kan have otte til ti generationer i en vækstsæson. Nøgen bygbrand (Ustilago nuda) har derimod kun én generation i vækstperioden.

Svampesygdomme kan forebygges ved anvendelse af sund udsæd, sædskifte og resistente sorter. Ved mere udbredte angreb af betydende svampesygdomme foretages kemisk bekæmpelse med svampemidler.

Læs mere om svampe.