Termofil, (af termo- og -fil), varmeelskende, om organismer, der trives og vokser ved høje temperaturer, som regel over 40 °C. Visse svampe vokser ved temperaturer over 50 °C, og nogle af disse er sammen med bakterier ansvarlige for den indledende stofomsætning, der kan føre til selvantændelse i fx hø og korn. Visse arkebakterier (se Archaea) trives ved temperaturer omkring 105 °C. Enzymer fra termofile organismer har særlig interesse for industrien pga. deres temperaturstabilitet, som bl.a. kan udnyttes i vaskemidler og ved brugen af PCR i forbindelse med DNA-analyser.