Fiskeribiologi, gren af biologien, der beskæftiger sig med fisk og fiskebestande samt udnyttelsen af havets og de ferske vandes levende resurser. Fiskeribiologien er en relativt ung videnskab, udviklet i 1900-t., og den inddrager både hav- og ferskvandsbiologi, oceanografi, matematik og statistik.

Danskeren C.G.J. Petersen var omkring 1900 en af pionererne på området. Hans tanker og idéer prægede den fiskeribiologiske forskning i mere end et halvt århundrede, indtil briterne R.J.H. Beverton og S.J. Holt i 1957 publicerede et arbejde, On the Dynamics of Exploited Fish Populations, der kom til at danne grundlag for de følgende års vurderinger af fiskeri og fiskebestande. Det nye var især de matematiske modeller, ud fra hvilke udbyttet fra fiskeriet kan beregnes.

Grundprincippet for fiskeribiologien er at skabe et såkaldt bæredygtigt fiskeri, dvs. et fiskeri, hvor ingen arter er truet af udryddelse, og hvor udbyttet hele tiden er på et højt niveau. Med dette som udgangspunkt foretages de udbytteberegninger, som danner basis for fiskeribiologernes rådgivning af de politiske, besluttende organer. Disse fastlægger reguleringen af fiskeriet i en fiskeripolitik. Det internationale fiskeribiologiske samarbejde i Nordatlanten med tilstødende farvande koordineres af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES, International Council for the Exploration of the Sea). Koordineringen omfatter både havforskningsprogrammer, bestandsvurdering og rådgivning.

Udbytteberegninger forudsætter et indgående kendskab til selve fiskeriet og bestandenes sammensætning samt for den enkelte art bl.a. rekruttering, vækst, den naturlige dødelighed, fiskeridødeligheden, totalfangsterne i en årrække samt alderssammensætningen i fangsterne.

Rekruttering

er tilførsel af fiskeyngel. Mængden af rekrutter er bestemmende for det fremtidige fiskeri. De mekanismer, der styrer rekrutmængden og hermed årgangens størrelse, styrke, er endnu dårligt kendte. Miljøforholdene i vandet under klækning og larveudvikling samt mængden af egnet føde til larver og ungfisk har stor indflydelse på årgangsstyrken. Hvilken kombination af faktorer der bestemmer rekrutmængden er imidlertid stadig ikke kendt i detaljer. Viden om rekrutteringens størrelse opnås især på basis af prøvefiskerier med havforskningsskibe. I EU-farvandene gennemføres hvert år storstilede internationale togter med deltagelse af forskningsskibe fra de fleste EU-lande med fiskeriinteresser.

Væksten

af fiskene skal kendes, for at man kan foretage beregninger over udviklingen i bestandsstørrelsen. Generelt vokser fisk hele deres liv; væksthastigheden aftager dog som regel efter 4-5 år for at gå næsten i stå, når fiskene bliver gamle. De fiskearter, der indgår i det kommercielle fiskeri, bliver nu om dage sjældent mere end 3-5 år gamle. Fiskens alder bestemmes på basis af årringe i ørestenen (otolit, se også aldersbestemmelse). Væksten afhænger af temperaturen samt af mængden af egnet føde i omgivelserne, hvorfor studier af fødeindtaget er en vigtig fiskeribiologisk disciplin.

Dødeligheden

i en fiskebestand er dels en naturlig dødelighed, dels en såkaldt fiskeridødelighed. Ved førstnævnte forstås dødsfald pga. sygdom, parasitter, rovdyr, kannibalisme og alderdom. For de kommercielt vigtige fiskearter er langt den største dødelighed dog den, som fiskeriet påfører bestandene. I hårdt befiskede bestande kan fiskeridødeligheden fjerne op mod 50-60% af fiskene hvert år. Bliver denne dødelighed for høj, er der risiko for, at bestanden bryder sammen eller bliver overfisket. Sidstnævnte begreb anvendes ikke gerne af fiskeribiologer, især fordi det er vanskeligt at definere, men også fordi der kan være tale om forskellige former for overfiskning. Fiskeridødeligheden beregnes ud fra alderssammensætningen i fiskeriets fangster over en årrække. Denne bestemmes på basis af talrige stikprøver af fiskernes landinger samt et nøje kendskab til de totale landinger af den pågældende art.

Fiskeriindsatsen

er et udtryk for, hvor store bestræbelser der gøres for at fange fiskene. Den måles som regel i antal fisketimer eller fiskefartøjer. Fiskeridødeligheden vokser med fiskeriindsatsen — meget fiskeri giver stor dødelighed.

Fiskeribiologien omfatter endvidere studier af fiskenes vandringer vha. mærkning og genfangst, studier af gydeforhold samt fysiologiske studier af fordøjelse og vækst. Matematik og statistik er vigtige redskaber, og computere er nødvendige for at håndtere de store datamængder, der regnes på.

I de seneste år er fiskeribiologien begyndt at arbejde med de såkaldte flerartsmodeller. I den traditionelle fiskeribiologi arbejdes ud fra en såkaldt enartsmodel, hvilket betyder, at man regner på den enkelte art, som om den var uafhængig af andre arter. For mange fisk, fx torskefiskene, gælder imidlertid, at de er føde for hinanden, samtidig med at de æder store mængder af andre arter, fx sild og brisling. Reguleres der på torskebestanden, har det indflydelse på sildene, og fiskes der hårdt på sild og brisling, er der ikke så meget føde tilbage til torskene. Arterne er således afhængige af hinanden. Det grundlæggende teoretiske arbejde blev udført i Danmark og publiceret første gang i 1977 af E. Ursin og K.P. Andersen (1925-92). Først i de seneste år er flerartsmodellerne begyndt at trænge ind i det internationale rådgivningsarbejde.

Et andet nyere element i fiskeribiologien er udvidelsen af det traditionelle arbejdsfelt. Hvor man tidligere kun beskæftigede sig med fiskebestande og disses forhold, er der i dag megen opmærksomhed om fiskeriets påvirkning af det øvrige økosystem. Der kan være tale om bifangster af havpattedyr og fugle, forstyrrelse af bundfaunaen og ødelæggelse af algebevoksninger mv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig