biodiversitet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

biodiversitet, biologisk diversitet, mangfoldigheden af levende organismer. Biodiversitet kan beskrives på flere niveauer som fx genetisk diversitet eller som diversiteten af biologiske samfund eller økosystemer, men oftest bruges begrebet synonymt med artsdiversitet, dvs. antallet af arter inden for et nærmere afgrænset område.

Ordet biodiversitet kommer af bio- og latin diversitas 'forskelligartethed'.

Begrebet er aktuelt pga. en voksende bevidsthed om "biodiversitetskrisen", dvs. nedgangen i artsrigdommen som følge af tilvæksten i verdensbefolkningen og dennes krav på rum og resurser, og har fundet udtryk i flere internationale konventioner om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af biologisk diversitet.

Hovedparten af Jordens arter er endnu ikke kendt. Det skønnes, at der findes mellem 5 og 50 mio. arter, men kun 1,4-1,8 mio. arter er blevet beskrevet og har fået et videnskabeligt navn. Artsdiversiteten domineres af leddyr; insekter udgør mere end halvdelen af de beskrevne arter, og alene biller ca. 1/4. Planter udgør knap 15% af de kendte arter, mens hvirveldyr udgør under 3%; de knap 4500 arter af pattedyr udgør blot 1/4%. 

Der findes flere små dyr end store. Men de sande antal af arter af smådyr er kun dårligt kendt. Formentlig kulminerer artsantallet dog ved dyr af en størrelse på 5-10 mm: Af de helt små dyr antager man, at der findes færre arter, hvilket forklares af de ofte kolossale populationsstørrelser, som bl.a. kan føre til manglende isolation af populationerne og dermed færre artsdannelser.

Artsdiversiteten er ujævnt fordelt over jordkloden (se også diversitetsindeks). Mindre end 15% af de beskrevne organismer er marine på trods af, at havet dækker mere end 2/3 af jordoverfladen, og af disse arter findes flest på koralrevene. Generelt udviser troperne størst artsrigdom (fx de tropiske regnskove), men også andre områder, især de subtropiske og tempererede zoner nærmest ækvator, tegner sig for høje artsantal af bestemte organismegrupper, fx blomsterplanter i Middelhavsregionen og edderkopper i New Zealand. For de fleste af de større systematiske grupper vokser artsrigdommen fra polerne mod ækvator. En af forklaringerne kan være, at da årstidsbetingede klimasvingninger er mindre ved ækvator, kan arterne være mere specialiserede. En anden forklaring kan være, at klimaet i troperne har været mindre varierende i geologisk tid end på de højere breddegrader.

Uddøen af arter er i sig selv ikke unaturligt. I evolutionens forløb er utallige arter og mange udviklingslinjer uddøde, fx forsvandt alle dinosaurer og ammonitter ved Kridt-Tertiær-grænsen for ca. 65 mio. år siden. Biodiversitetskriser er præget af, at langt flere arter uddør, end nye opstår. Nogle arter uddør, fordi deres habitater forsvinder, eller livsbetingelserne ændrer sig så drastisk, at de ikke kan tilpasse sig, andre, fordi de bliver bytte/resurse for andre organismer. Sjældne arter og arter, hvis populationsstørrelser varierer, har en øget risiko for at uddø, og mangel på genetisk variation kan være årsagen til manglende tilpasningsevne til ændrede miljøforhold.

Beskyttelse

Faktorer, der fører til tab af biodiversitet, kan modvirkes på forskellig måde, og der føres en livlig debat om, hvilke strategier der er mest hensigtsmæssige til bevarelsen af biologisk diversitet, og hvordan man prioriterer indsatsen. Hyppigt foreslåede prioriteringer er, at evolutionært enestående arter, dvs. arter, som ikke har nærtbeslægtede arter, skal have fortrinsret i naturbevarelsesstrategier, og at der skal lægges større vægt på bevarelsen af habitater eller landskabstyper end på fredning af truede arter. Samtidig prioriteres fredning af steder, hvor det i fremtiden kan forventes, at nye arter opstår. Arter forsøges også bevaret uden for deres naturlige levesteder, fx i botaniske og zoologiske haver eller i genbanker (fx som frø eller frossen sæd). Selvom det oftest vil være nødløsninger, vil man på denne måde i det mindste have bevaret arvematerialet, generne, hvis en art skulle uddø i naturen. Artens arvelige egenskaber kan dermed indgå i fx forædlingsarbejde.

Lovgivning og konventioner

Vigtigst for beskyttelsen af biodiversitet er Naturbeskyttelsesloven, som bl.a. bestemmer, at de væsentligste levesteder — vandløb, søer, moser, heder, enge og overdrev — ikke må ændres uden dispensation. Bl.a. er alle danske krybdyr og padder, flere insekter og en del vilde planter fredede. Der kan ligeledes gennemføres særlige fredninger af hav- og landområder. Megen skov i Danmark er fredet efter Skovloven. Ifølge Jagtloven må der kun ske jagt på de fugle og pattedyr, der er fastsat jagttid for — alle de øvrige er fredede. Beskyttelsen af den genpulje, som de vilde dyr og planter repræsenterer, sker gennem beskyttelsen af arterne og arternes levesteder. Derimod findes der stort set ingen lovgivning om bevaring af danske husdyrracer og kulturplanter. Til gennemførelse af bl.a. Habitatdirektivet er der i Miljømålsloven, Naturbeskyttelsesloven og Skovloven fastsat særlige Natura 2000-regler.

Den internationale beskyttelse sker først og fremmest gennem Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed fra 1992, der forpligter landene til bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten. Konventionen indeholder desuden bestemmelser om national ejendomsret til biodiversiteten, rimelig og retfærdig fordeling af den teknologiske udnyttelse af den og overførsel af teknologi og økonomisk bistand til ulandene. Endvidere findes der EU-regler og internationale aftaler, der beskytter bestemte arter af vilde dyr og planter samt levesteder, se Washingtonkonventionen, Habitatdirektivet, Bernkonventionen, Bonnkonventionen og Biodiversitetskonventionen.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
18/07/2013
Ekspert
JTHø
Oprindelige forfattere
HTeAn
29/01/2009
VKoe
29/01/2009
VLoe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki