Søgeteksten darwinisme er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

darwinisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Darwinisme. Tegning fra slutningen af 1800-t.: Darwin som lyset over det sekulariserede verdensbillede. Under hans åsyn bortjages overtro og religion, personificeret ved pave, biskopper, munke, rabbinere o.a.

darwinisme, Charles Darwins teori til forklaring af evolution ved naturlig selektion, fremsat i 1859. Teorien indeholdt to elementer: evolutionspostulatet, dvs. at alle arter ved gradvise ændringer er opstået fra en fælles stamform, samt selektionspostulatet, at de gradvise ændringer inden for en art er frembragt ved naturlig selektion, hvor de bedst tilpassede individer i hver generation sætter det største antal afkom i verden. Om Darwins arbejde med at udvikle sin teori, se Charles Darwin.

Teoriens modning

Darwin indså, at de bedst tilpassede individer blev "udvalgt" ved naturlig selektion svarende til den kunstige selektion, som finder sted ved avl og forædling. Han antog, at naturlig selektion arbejdede med den naturligt forekommende variation inden for en population, men han var ikke i stand til at forklare, hvorfra variationen stammede, og hvordan den blev opretholdt. Med bl.a. Hugo de Vries' genopdagelse af Gregor Mendels genetiske undersøgelser og hans arvelighedslove i 1900 blev det klart, at egenskaber blev nedarvet fra forældre til børn ved arvelige enheder, gener, i kønscellerne. Denne indsigt medførte, at evolutionsforskningen fokuserede på arvelighedens rolle i evolutionen. De Vries fremkom således med en anden evolutionsteori, mutationisme, som næsten så helt bort fra naturlig selektion og i stedet fokuserede på mutationer som den egentlige årsag til større ændringer inden for arter og under artsdannelse.

Mekanismen naturlig selektion blev forsvaret af biometrikerne, anført af Karl Pearson. Disses evolutionsteori opererede med mange små, gradvise ændringer. Biometrikerne mente, ændringerne kunne nedarves uden at følge de mendelske arvelighedslove. Uoverensstemmelsen imellem mutationsskolen og biometrikerne fandt sin løsning i 1920'erne og 1930'erne i den teoretiske populationsgenetik, anført af J.B.S. Haldane og R.A. Fisher i England og S. Wright i USA, som var i stand til at indarbejde mendelsk genetik i Darwins evolutionsteori. De viste, at biometrikernes små, kumulative ændringer kunne forklares ved mendelske gener, men også, at de fleste mutationer ville have så drastiske effekter på individet, at disse ikke alene kunne forklare evolutionen.

I 1937 publicerede den russiskfødte amerikaner T. Dobzhansky Genetics and the Origin of Species, som fik umådelig betydning for biologers accept af den moderne syntese mellem Darwins og Mendels arbejder. At der virkelig var tale om en syntese, ses af, at så forskellige forskere som botanikeren G.L. Stebbins, zoologerne E. Mayr og J. Huxley samt palæontologen G.G. Simpson alle var i stand til at indpasse deres arbejdsfelter i teorien, som blev døbt neodarwinisme.

Siden 1950'erne har der været stor enighed blandt biologer om neodarwinismens holdbarhed. Stort set alle biologiske forskningsresultater giver mening set i teoriens lys, hvilket fik Dobzhansky til at sige "nothing in biology makes sense except in the light of evolution" (biologi er først logisk, når den ses i sammenhæng med evolutionsteorien). De sidste årtiers intensive udforskning af proteiner og arvemateriale har yderligere styrket Darwins evolutionspostulat.

Darwinismen og samfundet

Darwinisme blev hurtigt accepteret i engelsktalende lande og i Tyskland sidst i 1800-t., og teorien blev også hurtigt benyttet uden for biologien. For eksempel kunne den bruges til at forklare sociale forskelles naturlighed, da disse var et spørgsmål om de bedst egnedes udvælgelse. Den ekstreme laissez faire-politik med alles kamp mod alle har endog fået betegnelsen socialdarwinisme, og udtrykket survival of the fittest, som ofte fejlagtigt identificeres med darwinisme, er ikke Darwins eget, men stammer fra filosoffen og økonomen Herbert Spencer.

Darwinismen indplacerede mennesket et helt nyt sted i naturen: Vi var nu blot en dyreart, ganske vist en meget speciel, men underlagt de samme love som andre dyr. Menneskelivet kunne derfor beskrives med helt andre virkemidler, hvilket hurtigt satte sig spor i bl.a. litteraturen, hvor fx George Eliot og Thomas Hardy tidligt lod sig inspirere af teorien. Darwins hovedværk, Arternes oprindelse, blev da også oversat til dansk i 1872 af den unge algeforsker og forfatter J.P. Jacobsen. I Danmark fik teorien stor betydning for bl.a. realismen i kunsten, mens den ikke satte sig dybere spor blandt fagfolk før efter århundredskiftet; den kunne tværtimod give anledning til stor uenighed ved fx ansættelser. Darwinister måtte længe se sig udelukket fra Københavns Universitet og museerne.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Darwinisme. Tegning fra slutningen af 1800-t.: Darwin som lyset over det sekulariserede verdensbillede. Under hans åsyn bortjages overtro og religion, personificeret ved pave, biskopper, munke, rabbinere o.a.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
24/11/2014
Ekspert
JTHø
Oprindelige forfattere
JBun
29/01/2009
JøMad
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki