Birkemåleren, Biston betularia, en art sommerfugl, er normalt lys, men i visse dele af England er mørke varianter blevet almindelige . De mørke birkemålere er bedre camoufleret på tilsodede træstammer end de lyse og overses derfor ofte af fugle. De bedst camouflerede overlever hyppigere til reproduktionstidspunktet, og deres afkom vil derfor blive relativt talrigere i forhold til de dårligere camoufleredes: De får i gennemsnit mere afkom, deres reproduktive fitness er med andre ord højere end de dårligere camoufleredes. Med tiden, pga. naturlig selektion, vil velcamouflerede genetiske varianter derfor blive stadig hyppigere i populationen.
Hos birkemåleren influerer øget overlevelse positivt på fitness, men naturlig selektion leder til øget gennemsnitlig fitness i en population, uanset baggrund og måde. Hos visse hjorte og sæler kæmper hanner indbyrdes om adgangen til parringsvillige hunner, og den evolutionært set mest succesrige han er den, der får mest afkom: Den med højest reproduktiv fitness, til trods for at denne normalt dør i en ung alder. Ved seksuel selektion udvikles kønskarakterer som fx påfuglens hale, da disse er associeret med øget fitness ved direkte at influere på muligheden for at opnå parringer, også selvom disse kan have negativ effekt på overlevelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.