| Læs også |
|---|
| • dr.scient. • lic.scient. • sciences Fundet ved søgning på naturvidenskab |
| Til forsiden |
© Efter The Encyclopedia of Evolution: Humanity's Search for its Origins (1990)
Naturvidenskab. I 1866 påbegyndte T.H. Huxley en række foredrag om naturvidenskabelige emner, henvendt til den almindelige englænder. Til det første mødte mere end 2000 interesserede op, men placeringen på en højhellig søndag, hvor alt var lukket i London, udløste en politianmeldelse fra religiøse kredse. Da agnostikeren Huxley i 1879 udgav sine foredrag i bogform, kaldte han dem ironisk for Lay Sermons (Lægmandsprædikener). På denne tegning fra 1885, på et tidspunkt da debatten om det betimelige i at have søndagsåbent af hensyn til det arbejdende folk var på sit højeste, bliver en flok fordrukne og forlystelsessyge personager gennem deres søndagsbesøg på British Museum oplyste og skabende mennesker. Det er til stor glæde for den kundskabens engel, der drejer møllen, og til stort mishag for intolerancens, selvretfærdighedens og skinhellighedens sorte ånder.
naturvidenskab, den del af den videnskabelige forskning, som beskæftiger sig med naturens generaliserbare fænomener og lovmæssigheder, herunder fx mennesket som biologisk væsen. Idet naturvidenskabens genstandsområde således er den virkelige natur, som den kan måles og undersøges empirisk, er der tale om en realvidenskab. Matematik, som er en formalvidenskab, hører ikke selv til naturvidenskaben, men er et vigtigt redskab for den. Flere teoretiske discipliner inden for naturvidenskab er tæt forbundet med matematikken, hvorfor man taler om de matematisk-naturvidenskabelige fag, og i praksis regnes matematik ofte som en naturvidenskab. Se også videnskab. Om naturvidenskab og religion, se religion samt artiklen om den filosofiske diskussion tro og viden.
Naturvidenskab omfatter en lang række discipliner, hvoraf de klassiske er astronomi, fysik, kemi, biologi og geologi. Hertil kommer en række hybrider eller tværvidenskaber som fysisk kemi, biofysik og geokemi. En ældre inddeling er i organiske naturvidenskaber (fx biologi) og uorganiske (fx fysik). Der synes dog ikke at være principielle forskelle mellem de videnskaber, der beskæftiger sig med livsfænomener, og de, hvis genstande er den døde natur. Man kan til en vis grad skelne mellem naturvidenskaber, der studerer fænomener, der udvikler sig over tid, dvs. historiske naturvidenskaber som dele af biologien og geologien, og ikke-historiske naturvidenskaber som fysik, kemi og matematik; astronomien har et indirekte historisk perspektiv.
De naturvidenskabelige discipliner varierer i graden af generalitet, fundamentalitet og kompleksitet. Fysikken er fx en meget generel og fundamental naturvidenskab, idet dens love formodes at være gyldige for alt stof og al energi i Universet; til gengæld har dens basale objekter en ringe grad af kompleksitet. Modsætningsvis er biologien begrænset til levende organismer, der er mere specifikke, men også langt mere komplekse objekter end fysikkens elementarpartikler. Idet man følger en tradition inden for positivistisk filosofi, har man søgt at indordne de forskellige videnskaber (både natur- og andre) i et hierarki, hvor fx fysik er mere fundamental end kemi, der igen er mere fundamental end biologi. Sådanne hierarkiske systemer kan være forbundet med en reduktionistisk tankegang, ifølge hvilken kemi blot er en speciel version af fysik og i princippet kan forklares fuldt ud fra denne. Tilsvarende med biologi i forhold til kemi. I dag er der dog bred enighed om at forkaste en sådan form for reduktionisme og tværtimod fremhæve de enkelte videnskabers særpræg som bestemt af deres forskellige grader af kompleksitet.
Mennesket er som en biologisk organisme genstand for naturvidenskab i form af de medicinske og fysiologiske videnskaber, herunder lægevidenskab. Derimod er mennesket som samfundsmæssigt væsen eller som tænkende, moralsk og følende væsen ikke af naturvidenskabelig interesse, men genstand for hhv. sociologiske, etiske og psykologiske studier. Disse vidensområder hører ikke til naturvidenskaberne, men psykologi og sociologi har dog i metodemæssig henseende en række træk fælles med disse. Etik og jura er normative, mens naturvidenskab er beskrivende og forklarende: Den kan udtale sig om konsekvenserne af en given handling, fx brugen af atomvåben, men ikke om denne er god eller dårlig. Det betyder dog ikke, at naturvidenskab er isoleret fra etiske problemstillinger.
I almindelighed er det vanskeligt at skelne skarpt mellem naturvidenskab og ikke-naturvidenskab. Det har været foreslået, at naturvidenskabelige discipliner er særegne ved at gøre kumulative fremskridt og være præget af stor enighed mht. metode- og grundlagsproblemer, og at dette skulle kunne aflæses ud fra fx væksten i videnskabelige publikationer. Andre har foreslået et metodologisk demarkationskriterium, hvoraf det kendteste måske er Karl Poppers idé om, at naturvidenskab er karakteriseret ved, at dens videnspåstande må være af en karakter, så de er falsificerbare, således at de, ifald de er ukorrekte, i princippet kan tilbagevises ved empiriske undersøgelser. Ingen af de to forslag er dog i stand til utvetydigt at skelne naturvidenskab fra en række andre forskningsområder. På den anden side må det anerkendes, at Poppers forslag er et vigtigt, men ikke tilstrækkeligt kriterium for naturvidenskaben. I det hele taget er det tvivlsomt, om naturvidenskab kan forstås som et produkt, en teori, et eksperimentelt resultat eller en opfindelse. Relativitetsteorien, penicillin eller transistoren er ikke naturvidenskab, lige så lidt som en domkirke er religion. Naturvidenskab bør snarere forstås som en dynamisk proces af en bestemt type.
|
Videnskabsmandens image I begyndelsen af 1700-t. kunne Voltaire hylde Newton som en forbundsfælle i oplysningsprojektets kamp mod overtro og obskurantisme, og Alexander Popes ord "Nature and nature's laws lay hid in night: / God said, Let Newton be! and all was light" udtrykte den udbredte beundring for naturvidenskaben, der afdækkede og illuminerede Guds skaberværk. Hundrede år senere var reaktionen imidlertid sat ind, og den splittelse mellem naturvidenskaben og de humanistiske videnskaber, som endnu eksisterer, var åbenbar. Bl.a. William Blake og Goethe kritiserede den åndløse naturvidenskab, der opsplitter, dissekerer og gør vold på naturen for at tilfredsstille en barnlig nysgerrighed. Denne kritiske holdning har også afspejlet sig i populærkulturens fremstilling af naturvidenskaben gennem de sidste 200 år. I Mary ShelleysFrankenstein, eller den moderne Prometheus (1818, da. 1966), som mere end noget andet værk har formet den populære forestilling om videnskabsmanden, tilraner Frankenstein sig hemmeligheden bag livet og udløser derved ukontrollerbare kræfter, ligesom Prometheus, der stjal ilden til menneskene, påkaldte sig Zeus' vrede. Op gennem 1800-t. var det især biologien og lægevidenskaben, der med deres store landvindinger påkaldte sig frygt og undren, fx i Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll - Mr. Hyde (1886, da. 1889) og senere i Aldous Huxleys Fagre nye Verden (1932, da. s.å.). I 1900-t.s film og bøger kan man identificere to hovedtyper af videnskabs - mænd: Den gale videnskabsmand, der drømmer om verdensherredømme som hævn for, at samfundet har ignoreret ham, og den distræte, verdensfjerne videnskabsmand, der kun lever for sine anvendelsesløse teorier (som desværre ofte viser sig at have utilsigtede konsekvenser) - en type, som offentligheden især forbandt med Einstein. Hergé har i tegneserien Tintin givet et karakteristisk eksempel i professor Tournesol, der var inspireret af opfinderen og fysikeren Auguste Piccard. I årene efter 2. Verdenskrig, da fysikere havde spillet en stor rolle ved udviklingen af atombomben, var næsten alle videnskabsmænd på film fysikere, fx Peter Sellers som Dr. Strangelove i Stanley Kubricks film fra 1964. De var altid atomfysikere (dvs. egentlig kernefysikere) og havde sjældent en forståelse for de store kræfter, de havde sluppet løs. Efterhånden som risikoen for atomkrig syntes at mindskes og rygtet om molekylærbiologiens store fremskridt nåede avisforsiderne, blev den gale genetiker en populær afløser for atomfysikeren. I filmen Mimic (1997) spiller Mira Sorvino (f. 1967) den genmanipulerende entomolog dr. Susan Tyler, der kombinerer DNA fra termitter og knælere med kæmpestore dræberdyr i New Yorks kloakker til følge. Michael Crichtons Jurassic Park (1990, da. 1993, filmatiseret 1993) har både den klassiske gale genetiker og en ny type videnskabsmand, kaosforskeren, der respekterer naturens kræfter og har blik for vore handlingers mange, utilsigtede virkninger. Budskabet, at det hævner sig at forstyrre naturens orden, har ikke ændret sig meget siden Frankenstein. ASmi |
Naturvidenskab. I 1866 påbegyndte T.H. Huxley en række foredrag om naturvidenskabelige emner, henvendt til den almindelige englænder. Til det første mødte mere end 2000 interesserede op, men placeringen på en højhellig søndag, hvor alt var lukket i London, udløste en politianmeldelse fra religiøse kredse. Da agnostikeren Huxley i 1879 udgav sine foredrag i bogform, kaldte han dem ironisk for Lay Sermons (Lægmandsprædikener). På denne tegning fra 1885, på et tidspunkt da debatten om det betimelige i at have søndagsåbent af hensyn til det arbejdende folk var på sit højeste, bliver en flok fordrukne og forlystelsessyge personager gennem deres søndagsbesøg på British Museum oplyste og skabende mennesker. Det er til stor glæde for den kundskabens engel, der drejer møllen, og til stort mishag for intolerancens, selvretfærdighedens og skinhellighedens sorte ånder.
Viser 1 af 1 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki