cytoplasmatisk nedarvning

Cytoplasmatisk nedarvning, genetisk arv, der skyldes arvemateriale uden for cellekernen, dvs. DNA i cellens cytoplasma. Der er to typer af celleorganeller med eget DNA: mitokondrier og kloroplaster (grønkorn). Egenskaber under indflydelse af disse strukturers arvemasse udviser cytoplasmatisk nedarvning.

Dette er første gang beskrevet hos gær som væksthæmning pga. defekte mitokondrier med stærkt nedsat energiproduktion. Mere almindeligt er fænomenet hos visse planter, hvor en defekt i arvemassen hos en del af plantens kloroplaster kan medføre vekslende grønne og blege bladregioner, brogede blade. Dette skyldes forskelle i grønkornenes evne til at danne klorofyl. Kloroplaster indeholder også arvemateriale (ctDNA), som blandt andet rummer gener for proteiner, der tager del i fotosyntesen. Mitokondrie-DNA (mtDNA) indeholder bl.a. gener for nogle af de proteiner, der medvirker i produktionen af cellernes ATP ved forbrænding af især kulhydrater og fedtstoffer.

Hos pattedyr, inkl. mennesket, får det befrugtede æg praktisk taget alt sit cytoplasma fra ægcellen, og cytoplasmatisk nedarvning bliver dermed ensbetydende med nedarvning alene gennem moderen. Denne maternelle nedarvning betegnes matroklin og resulterer i helt andre nedarvningsmønstre end i den klassiske mendelske genetik. En række sygdomme hos mennesket skyldes mutationer i mtDNA og nedarves derfor matroklint. De fleste rammer nervesystemet og musklerne, hvis celler er særlig energikrævende. Se også genetik.