Genetisk drift, forandringer i den genetiske sammensætning (genpulje) hos bestande af levende organismer opstået ved tilfældige forskelle mellem de enkelte individers ynglesucces modsat fx selektion, mutation og ind- og udvandring. Forskellene i genpuljen kan beskrives som resultatet af tilfældig lodtrækning. Genetisk drift fører med tiden til en forarmet genpulje, og især i små bestande mistes hurtigt en stor del af genudgaverne, hvilket kan være problematisk for bevaringsarbejdet med sjældne, truede arter.