kinselektion

Kinselektion, slægtskabsselektion, selektion for arvelige egenskaber inden for grupper af beslægtede individer. I selektionsteoriens klassiske form (se fx evolution og fitness) anskues evolutionære forandringer som resultatet af fitnessforskelle mellem de enkelte individer. En konsekvens heraf er, at altruisme som fx selvopofrende adfærd såsom forsvar af flokmedlemmer mod angribende rovdyr ikke kan sprede sig i populationen, da det individ, der besidder egenskaben, med stor sandsynlighed dør og derfor ikke giver sine egenskaber videre.

I grupper af mere eller mindre nært beslægtede individer kan forsvarerens egenskaber imidlertid ifølge kinselektionsteorien stadig spredes til kommende generationer, da mange af dens slægtninge, som måske netop redder livet pga. det opofrende individ, bærer anlæg for selvopofrende adfærd; blodsbåndene og dermed den fælles genpulje gør det så at sige rentabelt at ofre sig, hvis man dermed kan redde fx to søskende eller otte fætre/kusiner, sådan som det blev observeret af J.B.S. Haldane i 1932.

Kinselektionsteorien fik sin formelle beskrivelse i 1964 af den britiske biolog William D. Hamilton (1936-2000), der bl.a. indførte begrebet inklusiv fitness til beskrivelse af summen af gener ført videre af beslægtede individer. Teorien har fået stor betydning for forståelsen af opbygningen af komplicerede dyresamfund som fx myrers og biers med deres sterile kaster, men også for løsere familiegrupper som menneskets.