• Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen.

plantenavne

Seneste forfatter Redaktionen

Den videnskabelige navngivning af planter, nomenklaturen, er fastlagt i internationalt vedtagne regler, International Code of Botanical Nomenclature (ICBN), hvorved der er opnået stor entydighed i betegnelserne. De videnskabelige plantenavne er på latin.

De folkelige navne, trivialnavnene, er ofte meget gamle og knytter sig gerne til voksested, anvendelse, blomsters og blades udformning eller andre karakterer, som en iagttager har bemærket og brugt til at adskille planten fra andre planter. Blandt de ældste kilder hører stednavne, som indeholder plantenavne, fx Østbirk og Vestbirk i Østjylland (1267) og Birkerød i Nordsjælland (1307). De gamle urte- og lægebøger, bl.a. Henrik Harpestrengs fra 1200-t. og Henrik Smids fra 1500-t., indeholder alle talrige navne, som bruges den dag i dag.

Det er flere gange blevet forsøgt at fastlægge navne for alle danske planter; et af de tidligste forsøg er Erik Viborgs Forsøg til systematiske danske Navne af indenlandske Planter fra 1793. I Johan Langes Ordbog over Danmarks plantenavne (1959-61) opsummeres over 50.000 folkelige og litterære navne på danske og udenlandske planter.

I 2003 udkom Plantedirektoratets Anbefalede plantenavne redigeret af Hans Arne Jensen, Folmer Arnklit og Jørgen Jensen, der var et forsøg på at fastlægge latinske og danske navne på både hjemmehørende danske planter og planter dyrket i Danmark. I 2007 udkom i et samarbejde mellem Plantedirektoratet og Biofolia en opdateret og udvidet udgave af denne bog under titlen PLANTENAVNE - Dyrkede og vilde planter, ligeledes redigeret af Folmer Arnklit, Hans Arne Jensen og Jørgen Jensen.



    • Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen.

    • Kommentar til redaktionen Vedr. plantenavne Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Historik