heste (evolution)

Heste (evolution), Heste, zebraer og æsler er nært beslægtede med tapirer og næsehorn, som de hører sammen med i ordenen uparrettåede hovdyr. Fortidens heste udviser en ikke ringe diversitet og opdeles i ca. 35 slægter.

Tidligt i Eocæn (ca. 55 mio. år før nu) fandtes slægten Hyracotherium (tidligere Eohippus) almindeligt udbredt i Nordamerika, Europa og Asien, hvis landmasser var forbundet via Grønland og Beringsbroen. Hyracothererne var ret forskelligartede, fra dværgformer på 5 kg op til ca. 30 kg tunge arter. Kindtænderne var lavkronede og spidsknudrede, uden tydelige kamme på tyggefladen og var egnet til at bearbejde blød plantekost såsom unge skud og blade. Også de fire forlængede fortæer og tre bagtæer (ligesom tapirer) samt de relativt korte ben tyder på, at dyrene levede i skovområder. Nordamerikanske massefund omfattende større og færre hanner end hunner antyder dog, at mindst én arts hanner var territoriale med et harem af hunner, hvilket hos pattedyr sjældent ses hos typiske skovformer.

I Europa afløstes hyracothererne fra Midt Eocæn (ca. 50 mio. år før nu) af propalæotherer og palæotherer, der, inden de uddøde midt i Oligocæn (ca. 30 mio. år før nu), udviklede større og specialiserede typer. Velbevarede fund fra Messel i Tyskland af indholdet i blindtarmen bekræfter, at tidlige heste var bladædere.

Historien om hestenes evolution er langt overvejende knyttet til Nordamerika og begynder med en hyracother som Protorohippus. Via former lig Orohippus (Midt Eocæn) og Epihippus (Sen Eocæn) udvikledes med Mesohippus i Tidlig Oligocæn (ca. 35 mio. år før nu) fårestore, tretåede arter, hvis kindtænder med undtagelse af den første havde prominente kamme til findeling af føden.

Ud fra en lidt større form på over 50 kg som Miohippus opstod sent i Oligocæn linjen af anchitherer, der fra Tidlig Miocæn (ca. 23 mio. år før nu) krydsede Beringsbroen i flere omgange og invaderede Asien, Europa samt med nye landforbindelser også Afrika. Visse anchitherer udgjorde Miocæntidens største heste, og de sidste uddøde i Pliocæn.

I en anden udviklingslinje med typer som Parahippus (Tidlig Miocæn) og Merychippus (Midt Miocæn) opstod efterhånden mange af de moderne hestes karaktertræk. Kindtænderne blev højkronede med cement og et kompliceret slidmønster, tilpasset en kost af seje, kiselholdige græsser, som — grundet klimaændringer — var vidt udbredte på kontinenterne. Dertil forstærkedes og forlængedes både fortænder og kranium. Også benene blev længere; den dominerende midtertå bar langt det meste af vægten og var således velegnet til løb på de åbne græssletter. Hipparion-gruppen opstod fra en sådan ret spinkel form midt i Miocæn (ca. 15 mio. år før nu) og udvandrede via Beringsbroen i flere omgange til Asien, Europa og Afrika, hvor de sidste forsvandt i Pleistocæn. Pliohippus i Sen Miocæn var kraftigere og funktionelt entået med rudimentære ydertæer. En lignende type invaderede sent i Pliocæn (ca. 2,5 mio. år før nu) Sydamerika via Panamabroen og gav dér ophav til Hippidion-gruppen, mens den eneste nulevende slægt, Equus, findes i Nordamerika fra Tidlig Pliocæn (ca. 4 mio. år før nu). Den spredte sig snart med succes (i alt ca. 30 arter) til resten af verden, men uddøde i Amerika for ca. 10.000 år siden, formentlig udryddet af stenaldermennesket.

Læs mere om heste.