Faktaboks

Henrik Carl Bang Bendz
Født
1806
Død
1882

Henrik Carl Bang Bendz, 1806-1882, dansk anatom, bror til W. Bendz; fuldendte sit medicinske studium i 1830 med eksamen i både kirurgi og medicin. Bendz fattede tidligt interesse for naturvidenskaben, især for anatomi og fysiologi. I 1833 erhvervede han licentiatgraden og i 1836 doktorgraden for sine undersøgelser af hjernenerver hos mennesker og hvirveldyr.

Bendz blev lærer i anatomi og fysiologi ved Den Kongelige Veterinærskole i 1837 og i 1848 professor samme sted. Han var en fortrinlig lærer, der med entusiasme evnede at formidle sine store kundskaber videre til eleverne.

Allerede i 1840 blev han medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, og han var medvirkende til loven om oprettelsen af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (1856), der førte til åbning af skolen i 1858. 1869-70 og igen 1872 var han konstitueret direktør for højskolen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig