Strubepibning, hestelidelse, der oftest rammer store heste af hankøn, og som skyldes lammelse af nerven nervus recurrens, der innerverer de muskler, som udvider stemmeridsen (se strube). Herved fremkommer ved indånding en pibe- eller snorkelyd, samtidig med at hesten kan få åndedrætsbesvær. Symptomerne viser sig først under arbejde, i svære tilfælde efter få minutter. Lammelsen af stemmebåndene er næsten udelukkende venstresidig. Defekten er arvelig, men arvegangen er ikke endeligt fastlagt. Sygdommen kan bl.a. forekomme ved forskellige infektioner, fx i luftvejene, samt ved foderforgiftning, fx forårsaget af bly eller giftstoffer produceret af bælgplanter.