jordbonitering

© Det Kongelige Geografiske Selskab

Jordbonitering. Kort over 1844-boniteringen. Farverne angiver tønder hartkorn pr. geografisk kvadratmil (ca. 5506 ha). Udbyttet stiger fra den lyse sandfarve (0-200) over orange og stadig mørkere grøn til blå (over 1200). Inden for hver farve er yderligere angivet udbytte-ækvidistante kurver, fx kurven for 100 tønder hartkorn pr. geografisk kvadratmil i den lyse sandfarve. Udbytteforskellene mellem de magre midtjyske jorder og de fede østjyske er de mest markante i landet.

jordbonitering, vurdering af en jordbunds dyrkningsmæssige værdi. Der har i mange lande været gennemført boniteringer, hvori fastsættelsen af jordens dyrkningsværdi har indgået som beskatningsgrundlag.

I Danmark blev den første landsdækkende jordbonitering udført i forbindelse med Christian 5.s matrikel eller 1688-matriklen. Jorderne opdeltes i god, middelmådig og slet (ond) sædejord, og deres værdi blev opgjort i tønder hartkorn. Der blev for Øerne og Jylland udarbejdet separate talrækker for taksationen; for Øerne anvendtes fx følgende: god eller middel byg, rug og ærtejord, 2 td. land lig 1 td. hartkorn; ond, skarp og ringe jord, dog tjenlig til rug, byg, blandkorn og boghvedesæd, 3 td. land lig 1 td. hartkorn; god havrejord, 4 td. land lig 1 td. hartkorn; samt middel og ond havrejord, 6 td. land lig 1 td. hartkorn.

Selve taksationen blev foretaget af udvalgte bønder, der ikke måtte taksere jorder i egne sogne. Der blev ikke udarbejdet egentlige matrikelkort, men værdiansættelserne blev indført i matrikelprotokoller.

I forbindelse med udskiftningerne i landsbyerne i slutningen af 1700-t. blev der udarbejdet lokale boniteringssystemer, der hovedsagelig byggede på, at man satte alle landsbyens jorder i forhold til den bedste jord, kaldet normaljorden.

Behovet for en ny landsdækkende bonitering blev påtrængende i begyndelsen af 1800-t., idet 1688-matriklen ikke var blevet vedligeholdt. Det blev derfor besluttet at foretage en komplet og detaljeret opmåling af landet, udarbejde matrikelkort i skala 1:4000 samt foretage en bonitering af jorderne "efter deres indvortes Godhed og naturlige Beskaffenhed".

Danmarks bedste jord tildeltes takst 24, og alle andre jorde skulle sættes i forhold til denne, dvs. at en jord med takst 12 gav halvt udbytte. Danmarks bedste jord blev fundet på selvejer Niels Nielausens tofte i Karlslunde i Roskilde Amt, og dens sammensætning beskrives i deliberationsprotokollen: "af maadelig skarp Sand og Grus, forsaavidt disse ved Udvaskning lader sig fraskille nærmest 512, af Ler tillige med det meget fine Sand, som ikke ved Udvaskning lader sig fraskille 312 og af Muldjord 412, alt foruden Kalken, som i denne Jord ikke optager noget mærkeligt Volumen. Denne Blanding findes i en Dybde af over 18 Tommer, dens Beliggenhed er imod Sønden med et godt Fald".

Lignende beskrivelser findes for andre takster ved Karlslunde og Ringgive i Sydjylland, og på basis af disse blev landet boniteret. Boniteringsarbejdet blev i begyndelsen udført af to taksatorer, normalt landinspektører, men allerede fra 1807 blev taksationerne udført af kun én taksator. Øerne øst for Storebælt blev færdigboniteret i 1813, Fyn i 1820 og Jylland i 1826, og i 1844 trådte boniteringen i kraft som skattegrundlag, hvilket den var indtil 1903.

I 1949 nedsatte Landbrugsministeriet en jordboniteringskommission, der skulle udarbejde et forlæg til en kommende landsdækkende bonitering. I de efterfølgende 20 år blev der foretaget flere tusinde jordbundsundersøgelser med tilhørende udbyttetal. Tabeller over sammenhængen mellem bonitetstal og jordernes muldlagstykkelse og tekstur blev udarbejdet for højbundsjorder; for lavbundsjorderne marsk, dynd, mose, kær og strandeng blev der udarbejdet bonitetstal i relation til grundvandsdybde og tekstur. I 1970 fremlagde kommissionen en betænkning, men der var ingen politisk opbakning til videre bonitering, og fem år senere iværksattes Den Danske Jordklassificering; se også jordklassifikation.