lægeplanter

© Arktisk Institut

Alant. Lægealant; udtræk af roden har bl.a. været anvendt som slimløsnende middel ved hoste og astma.

lægeplanter, lægeurter, medicinalplanter, planter, hvis aktive indholdsstoffer kan eller antages at kunne lindre eller helbrede sygdomme. Lægeplanter, der enten indsamles i naturen eller dyrkes med det formål at anvendes direkte eller som råstof (droge) til medicinfremstilling, kaldes medicinalplanter. Til medicinalplanter regnes også planter, der leverer hjælpestoffer til medicinfremstilling, fx stivelse, inulin, latex, gummi arabicum og alginat.

Fra ældgammel tid har mennesket forestillet sig, at der i planterne var iboende kræfter, som kunne lindre sygdomme. I en flere tusinde år gammel grav i Irak har arkæologer identificeret otte forskellige planter, der anses som lægeplanter, heriblandt ledris (Ephedra). Kendskabet til planterne og deres virkninger på kroppen skyldes århundredlange erfaringer kombineret med veludviklede iagttagelsesevner hos medicinmænd. Især i Kina og Indien er hundredvis af planter blevet udnyttet, men også i Mellemøsten og Egypten er anvendelsen af lægeplanter blevet perfektioneret.

© FOCI

Pigæble. Almindelig pigæble (Datura stramonium). Planten er enårig og kan blive op til 1,2 m høj. Blomsterne og de indtil 5 cm lange, piggede kapsler sidder enkeltvis i grenhjørnerne. De store hvide blomster bestøves af natsværmere og er kun åbne om natten. Både blade og frø er meget giftige; allerede plantens lugt kan forårsage svimmelhed. De tørrede blade har været anvendt som astmamedicin.

Skriftlige beskrivelser af lægeplanter er i sagens natur af senere oprindelse. I Papyrus Ebers fra 1500 f.Kr. omtales et større antal, og der findes kinesiske manuskripter med beskrivelse af lægeplanter fra 1000 f.Kr. Den græske læge Dioskorides har i sin De materia medica fra 1. årh. e.Kr. beskrevet et stort antal lægeplanter. Dioskorides' manuskripter blev samlet og udgivet med kommentarer af den italienske læge og botaniker Mattioli i begyndelsen af 1500-t., og det blev begyndelsen på en lang række af urtebøger. De er meget omfattende, og det er bemærkelsesværdigt, at praktisk talt alle nævnte planter tillægges medicinsk betydning. Mange af de i urtebøgerne omtalte planter lever stadig i folkemedicinen, og man vil ofte se, at optegnelsen af et lands flora indeholder netop de lægeplanter, der optræder i folkemedicinen.

Såvel i den konventionelle som i den alternative medicinindustri anvendes medicinalplanter fra naturen eller fra dyrkning stadig i stor udstrækning. De aktive stoffer er ofte komplicerede kemiske forbindelser, så selvom mange af dem kan fremstilles syntetisk, er det for det meste langt mere økonomisk at udvinde grundsubstansen af planten. Det aktive stof dannes ved biosyntese i plantens celler og kan vindes ved udpresning, udvaskning eller ekstraktion, hvorefter det renses og evt. omdannes til beslægtede stoffer med mere specifik virkning.