sukkerplanter

Det flerårige græs, sukkerrør, dyrkes i troper og subtroper og udgør en større andel af verdens sukkerproduktion end sukkerroen, der dyrkes i tempererede og subtropiske egne.

Herudover fremstilles uraffineret palmesukker af mange palmer, fx sukkerpalme. Man udvinder sukkersaften ved et snit i de unge blomsterstande, der giver en saft med 12-17% sukker. Saften inddampes til brunt aromatisk palmesukker.

Nogle sorter af durra har marv, der indeholder op til 18% rørsukker. Den er vanskelig at forarbejde til krystaller, da den indeholder 2-3 % glukose, men anvendes til ikke-krystallinsk sirup. Denne sirup spiller især en rolle i tropiske områder, hvor der ikke er nedbør nok til at dyrke sukkerrør.

Af sukkerløn udvindes en sukkerholdig saft, der bruges til ahornsirup.

Nogle planter indeholder proteiner, fx thaumatin fra Thaumatococcus daniellii og monellin fra Dioscoreophyllum cumminsii, der kan smage flere tusinde gange sødere end sucrose.

Stevia, Stevia rebaudiana, indeholder steviolglykosider, især steviosid og rebaudiosid, der smager op til 350 gange sødere end sucrose. Stevia bruges som kaloriefattigt sødemiddel i fødevarer.

Sukker opfattes udelukkende som et nydelsesmiddel, hvis søde smag gør det attraktivt i mad, dessert, slik eller drikkevarer. Energiindholdet kan beskrives som "tomme kalorier", idet sukker ikke bidrager med noget, som kroppen har brug for. Da forbruget stiger med øget levestandard, beskattes sukker i flere lande for at få befolkningen til at spise mindre af det.

Planter med andre sødtsmagende stoffer bruges i madvarer som alternativ til det kalorieholdige sukker.

• sukker
• sødestoffer