Sortbroget dansk malkerace.

.

Belgisk blåhvidt kvæg.

.

Kvæg. Almindeligt udbredte europæiske kvægracer. Racer, der bruges i mælkeproduktionen, er vist med køer, kødkvæg med tyre.

.

Skotsk Højland.

.
Licens: Brukerspesifisert

Kødkvæg.

.
Licens: Brukerspesifisert

Zebu fra Indien

.
Licens: Brukerspesifisert

Økologiske køer skal på græs om sommeren.

.

Kvæg er husdyrracer af arten Bos taurus. Kvæg har haft stor betydning for mennesket som trækkraft og som leverandør af mælk, kød og skind.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kvæg kommer af gammeldansk kwik 'levende', samme ord som engelsk quick.

Også i det moderne danske landbrug spiller kvæg en central rolle, og indtægterne fra salg af mælk og kød udgør ca. 1/3 af landbrugets bruttoindtægt. En stor del af produktionen eksporteres, og mejeriernes og slagteriernes forædlingsvirksomhed er af stor betydning for landets beskæftigelse og valutaindtjening.

Den danske kvægbestand udgør ca. 1,6 mio. stykker kvæg, heraf er 579.000 malkekøer og 100.000 ammekøer, resten er kalve og ungdyr (2012).

I bl.a. USA, Brasilien, Argentina og Australien produceres kødkvæg i store, ekstensivt drevne kvægholdssystemer, ranches, mens der i mange andre lande kun avles kvæg i mindre grad, ofte som trækdyr.

Bortset fra Sydøstasiens kvæg og okser nedstammer alle former for tamkvæg fra uroksen, Bos primigenius. Det ældste fund er gjort i Lilleasien og er næsten 6000 år gammelt. I Danmark blev tamkvæget indført med jordbruget og kendes således fra bondestenalderens begyndelse; fundene her er altså kun lidt yngre end de ældste fund.

Zebuen, Bos indicus, nedstammer måske fra en særlig indisk underart af uroksen, Bos primigenius namadicus. Om denne og de øvrige tam- og vildokser som fx yak, gaur og banteng, se okser.

Kvægracer

Gennem renavl og specialisering er kvæget blevet opdelt i flere tusinde forskellige racer, som efter produktionsformen kan opdeles i malkeracer, kødracer og kombinationsracer, hvoraf sidstnævnte kan være kød/malke-, kød/træk- eller kød/malke/træk-racer. Tidligere var racedannelsen egnsbestemt, og det lokale kvæg blev gennem avlsarbejdet tilpasset regionens produktionsbetingelser og afsætningsmuligheder. Efterhånden domineres kvægbruget og -avlen imidlertid af ganske få kvægracer, men der gøres nu en stor national og international indsats for at bevare de kvægracer, der trues af udslettelse, dels af hensyn til kulturhistoriske interesser, dels for at bevare de specielle egenskaber og arveanlæg, som flere af de sjældne racer er i besiddelse af.

Malke- og kombinationsracer

I dansk kvægbrug findes der fire forskellige malkeracer, hvoraf sortbroget dansk malkerace (SDM) er den mest udbredte. Der er gennemført registreret avlsarbejde med racen siden 1881. Udgangspunktet var det jydske sortbrogede kvæg, som efterhånden blev indkrydset med avlsmateriale fra andre lande. I de seneste årtier har der været en massiv import af frossen sæd og embryoner fra amerikansk holstein friesian, og SDM er en integreret del af det internationale avlsarbejde med sortbrogede malkeracer. Racen er en specialiseret malkerace, der især udmærker sig ved en høj mælkeydelse og gode malkeorganer. En udvokset SDM-ko vejer ca. 700 kg.

Rød dansk malkerace (RDM) var engang Danmarks mest udbredte malkerace, men udgør nu kun ca. 10% af kvægbestanden. Den blev officielt anerkendt som en selvstændig kvægrace i 1878 ved en samling af det daværende røde økvæg. Siden 1970 har der været importeret arveanlæg fra flere forskellige racer i Europa og Nordamerika, og RDM indgår nu som en del af europæisk rød malkerace. Racen producerer mælk med et relativt højt proteinindhold, ligesom den har anlæg for ret gode kødproduktionsegenskaber. En udvokset RDM-ko vejer ca. 700 kg.

Dansk jersey (DJ) har i en længere årrække udgjort 10-15% af kvægbestanden. 1896-1909 blev der importeret avlsmateriale fra øen Jersey, og herfra er der fremavlet en stærkt specialiseret smørproducent. Jersey-racen er mindre end de fleste andre malkeracer, og en udvokset ko vejer kun ca. 400 kg. Mælken fra jersey-køerne er relativt koncentreret med en fedtprocent på ca. 6,50 mod ca. 4% for de øvrige malkeracer. Omkring 1990 blev der indledt en import af arveanlæg fra nordamerikansk jersey.

Dansk rødbroget kvæg (DRK) har kun lille udbredelse, og racen udgør mindre end 1% af kvægbestanden. Oprindelsen var det jyske korthornskvæg, som blev forbedret ved import af arveanlæg fra rødbrogede racer i Holland, Tyskland og Nordamerika. Avlsmålet er en kombinationsrace, der kan producere både mælk og kød. En udvokset DRK-ko vejer ca. 720 kg.

Kødracer

Der er registreret et stort antal kødracer i Danmark, men de fleste har meget begrænset udbredelse.

Aberdeen angus stammer fra England. Det er en hornløs race med lav fødselsvægt og gode frugtbarhedsegenskaber. Den er nøjsom og egner sig godt til ekstensive produktionssystemer. Kødet har en relativt høj grad af fedtmarmorering.

Hereford har også sin oprindelse i England og er verdens mest udbredte kødrace; den findes både hornet og hornløs. Den hvide hovedfarve er dominant og nedarves til krydsningsafkom. Det er en hårdfør race, hvis kød har en høj grad af fedtmarmorering.

Simmental er en kombinationsrace (mælk og kød) fra Schweiz. I Danmark anvendes racen kun til kødproduktion, men den udmærker sig i øvrigt ved en høj mælkeydelse og god tilvækst.

Limousine er fra området omkring Limousin i Frankrig. Racen har en god muskelfylde og slagtekvalitet, og den anvendes en del til krydsning med malkekøer.

Blonde d'aquitaine stammer fra Sydfrankrig. Racen har en god tilvækst og slagtekvalitet.

Charolais er også fremavlet i Frankrig. Racen har en høj tilvækst og en god slagtekvalitet og er især velegnet til intensiv kødproduktion. En udvokset tyr vejer ofte over 1300 kg.

Piemontese er importeret fra Italien. Den er kendt for sin særdeles muskuløse slagtekrop og sit meget fedtfattige kød.

Belgisk blåhvidt kvæg anvendes i Belgien til produktion af både mælk og kød, men renracede dyr kan have en del kælvningsbesvær. Slagtekroppen er særdeles muskuløs, og derfor anvendes racen i Danmark en del til krydsning med malkekøer.

Kvægavl

Forudsætningen for et konkurrencedygtigt, men samtidig etisk forsvarligt kvægbrug er et velfungerende avlsarbejde. Herigennem forbedres dyrenes produktivitet, men samtidig tages der hensyn til egenskaber, som styrker dyrenes sundhed og velfærd, ligesom mælkens og kødets kvalitet søges forbedret. Der er således en lang række forskellige egenskaber, som indgår i avlsmålene for de enkelte kvægracer.

Moderne kvægavl er som andet avlsarbejde (se avl) baseret på viden opnået ved forskning inden for bl.a. genetik, embryoteknik, genteknologi og fysiologi. Men i forhold til andre husdyrarter er kvægavlsarbejdet præget af, at koen kun får én kalv om året, og at næsten alle kviekalve derfor anvendes til avl for at bevare bestandens størrelse. Desuden kan anlæggene for mælkeproduktion ikke måles, før koen har fået sin første kalv, og derfor bliver generationsintervallet langt, og selektionen blandt køerne forholdsvis svag, hvilket begrænser muligheden for avlsmæssig fremgang. Det er årsagen til, at teknikker som ægtransplantation og fysiologiske funktionsprøver har fået stor udbredelse i kvægavlen. Ved anvendelse af ægtransplantation kan de bedste avlskøer blive mødre til et stort antal kalve. Tilsvarende kan tyrekalves avlsværdi for mælkeydelse bestemmes ved fysiologiske funktionsprøver, og derved afkortes generationsintervallet.

Testskema til brug for kvægavl
I kvægavlen testes både køer og tyre for en række egenskaber, hvoraf de vigtigste samles i et såkaldt S-indeks, som omfatter de nedenfor nævnte faktorer. Oplysningerne stammer fra vurderinger af dyrets egne præstationer eller tillægges dyret ud fra vurderinger af afkom eller andre slægtninge; tyre kan af gode grunde ikke testes for fx mælkeydelse.
Y-indeks M-indeks (mælk)
P-indeks (protein)
F-indeks (fedt)
I-indeks T-indeks (tilvækst)
U-indeks (ultralydmål)
Ku-indeks (kapacitet for foderoptagelse - ungdyr)
døtrefrugtbarhed ikke-omløber-procent
tomperiode
indeks for kælvningsevne kalvens livskraft
kælvningsforløb
kalvens størrelse
mastitisresistens mastitisbehandlinger
celletal
krop størrelse
kropsdybde
brystbredde
malkepræg
overlinje
krydsbredde
krydsets retning
lemmer hasevinkel, set fra siden
hasevinkel, set bagfra
hasekvalitet
knoglebygning
klovhældning
malkeorganer foryvertilhæftning
bagyverbredde
yverbånd
yverdybde
pattelængde
pattetykkelse
forpatteafstand
samt malketid og temperament

Kunstig sædoverføring har stor udbredelse i kvægavlen, hvor ca. 85% af de danske malkekøer insemineres. Avlstyrene er opstaldet på tyrestationer, hvor de tappes for sæd, som herefter nedfryses og lagres i kvælstoftanke. Landets bedste tyre kan således blive fædre til mere end 100.000 kalve. Tidligere fandtes et stort antal danske kvægavlsforeninger, men nu er disse samlet i få enheder.

Vurdering og udvælgelse

Avlsarbejdet med mælkeracerne er baseret på ydelseskontrol, individprøver og registrering af data om frugtbarhed, kælvningsevne, sundhed, eksteriør og slagteresultater. Informationerne kommer fra kontrolforeninger, kvægavlsforeninger, afkomsinspektører, dyrlæger og slagterier, og de samles i landbrugets centrale kvægdatabase. Ved hjælp af komplicerede statistiske modeller beregnes der avlsværdital for de forskellige egenskaber, idet der korrigeres for miljømæssige forhold som fx besætningens fodrings- og pasningsniveau, årstiden og dyrets alder. Køernes avlsværdital beregnes ud fra afstamning og egne præstationer, mens tyrenes avlsværdital er baseret på afstamning, individprøveresultater og afkomsundersøgelser. De vigtigste avlsværdital samles i et totalindeks, kaldet S-indekset, hvor de enkelte egenskaber er vægtet ud fra deres økonomiske betydning, heritabilitet (arvbarhed) og indbyrdes sammenhæng.

Avlsarbejdet er organiseret i en national avlsplan, som giver vejledende retningslinjer for avlens praktiske gennemførelse. Det første led i avlsplanen er udvælgelse af forældrene til den kommende generation af avlstyre. Kun 2% af racens køer og kvier er potentielle tyremødre, og inden for hver race får kun 3-4 afprøvede danske tyre status som tyrefar. Tyrekalve efter de udvalgte forældre indsættes to måneder gamle på individprøvestationer. Her undersøges de for vækstevne, udvikling og sundhed.

De 500 bedste tyrekalve overføres ved 12-måneders-alderen til en tyrestation, og hver tyr leverer sæd til inseminering af ca. 1000 køer i ydelseskontrollerede besætninger. Kalvene fra disse prøveinsemineringer danner grundlaget for den efterfølgende afkomsundersøgelse, hvor der registreres fødselsvægt, fødselsforløb og slagteresultater for de tyrekalve, der anvendes til kødproduktion.

Kviekalvene insemineres og kælver, når de er ca. 21/2 år gamle, og deres mælkeydelse registreres. Herefter kan de mange avlsværdital beregnes, og tyre med de højeste S-indekser udpeges og anvendes som brugstyre i kvægavlsforeningerne. De absolut bedste af disse får status som tyrefædre til næste generation af ungtyre. Alt i alt tager det 5-6 år at afprøve en avlstyr.

Kvægavlsarbejdet er præget af et omfattende internationalt samarbejde. Der udveksles sæd og embryoner på tværs af landegrænser og kontinenter, og avlsværdivurderingen gennemføres efter fælles retningslinjer. I det danske og nordiske avlsarbejde lægges der i forhold til mange andre lande særlig stor vægt på at fremme dyrenes sundhed og velfærd.

Den danske kvægproduktion

Kvægproduktionens råvarer, mælk, kød og huder, forarbejdes på hhv. mejerierne til et omfattende sortiment af mejeriprodukter, på slagterierne til kalve- og oksekød og på garverierne til forskellige typer af skind.

Kvægbruget influeres stærkt af visse politiske faktorer, hvilket har haft betydning for såvel strukturudviklingen som produktionens omfang. Medlemskabet af EU betød således en kraftig aktivitetsstigning frem til 1983, hvorefter indførelsen af mælkekvoter i EU frem til 1996 medførte et fald på ca. 15%. For malkekøernes vedkommende har kvotebegrænsningerne sammen med en fortsat ydelsesstigning pr. ko medført, at antallet er faldet fra 1 mio. i 1983 til 579.000 i 2012. På oksekødsområdet er der ikke tilsvarende produktionsbegrænsninger, hvilket har medført et stigende antal ammekøer. Fra 1983 til 1996 fordobledes antallet således fra 60.000 til 120.000; i 2012 var der 100.000. Siden 1972 er antallet af landbrug med køer faldet fra 90.000 over 30.000 i 1996 til 13.400 i 2011. Heraf har 1/3 malkekøer og 2/3 ammekøer.

Malkekøer

Strukturudviklingen er kendetegnet ved, at produktionen geografisk set er flyttet mod det vestlige Danmark, og mere end 80% af mælkeproduktionen foregår således i Jylland. Samtidig er køerne samlet på færre bedrifter, således at besætningsstørrelsen i gennemsnit er øget fra 25 køer pr. besætning i 1980 til ca. 139 køer i 2011; der er relativt få meget store besætninger i Danmark.

Den danske mælkeproduktion er kendetegnet ved, at køerne i vid udstrækning fodres med hjemmeavlet grovfoder. I sommerhalvåret henter langt de fleste køer selv foderet på græsmarken, mens de om vinteren staldfodres med ensilage af græs og helsædsafgrøder, ligesom også roer er et udbredt grovfoder. Der suppleres med proteinrige fodermidler som fx raps- og sojaskrå.

De mest udbredte staldsystemer har været bindestalde, men i de senere år har løsdriftsstalde fået en stor udbredelse. Her har køerne en separat ædeafdeling og en liggeafdeling, mens malkningen foregår i en speciel malkestald.

En gennemsnitsko producerer i 2012 ca. 9000 kg mælk om året. Mælkens fedtindhold er ca. 4,3%, og proteinindholdet ca. 3,4%. Næsten alle mælkeproducenter er tilknyttet landbrugets kontrolforeninger og konsulenttjeneste.

Ammekøer

Produktionen af kalve- og oksekød er i vid udstrækning baseret på ungtyre og køer fra malkekvægsbesætningerne. Men herudover foregår der en betydelig produktion af oksekød fra de såkaldte ammekobesætninger. Mange af disse findes hos deltidslandmænd, og den gennemsnitlige besætningsstørrelse er ca. 12 køer plus opdræt. Besætningerne anvendes i vid udstrækning til udnyttelse af marginaljorder og biprodukter fra planteavlen samt til landskabspleje. Der er tale om en meget ekstensiv produktion, hvor køer og kalve går ude en stor del af året med adgang til læskure eller meget enkle løsdriftsstalde.

Økologisk kvægbrug

Kvæg er et vigtigt element i det økologiske landbrug. Kvæg kan som drøvtyggere omsætte energi og protein fra de kvælstoffikserende kløvergræsmarker samt udnytte affaldsprodukter fra den økologiske plante- og grøntsagsproduktion. Desuden leverer kvæget værdifuld gødning til et produktionssystem, der ikke må anvende kunstgødning.

Produktionens afsætning

Kvægbrugets produkter afsættes såvel på hjemmemarkedet som til eksport. Tendensen på hjemmemarkedet har været et stærkt stigende osteforbrug og et markant fald i smørforbruget. Det nationale forbrug af oksekød er øget siden 1985 og lå 2008 på ca. 27 kg pr. indbygger pr. år. Eksporten er meget omfattende og udgør ca. 2/3 af den samlede produktion. Om verdensproduktion og handel, se kød.

Læs også om kvægets historie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig