Landbrugsredskaber og -maskiner, tekniske hjælpemidler til landbrugsproduktion. Ved redskaber forstås traditionelt teknisk udstyr uden særskilt drevne dele, fx simple plove og harver, mens der ved maskiner forstås teknisk udstyr med sådanne, fx mejetærskere.

Historie

Simple landbrugsredskaber har været anvendt i Danmark siden bondestenalderen. Brugen af pløjeredskabet ard, som kendes fra fund og helleristningsafbildninger, er bl.a. påvist ved afdækning af ardspor under bygningsværker, fx jættestuer. De var bygget af træ og evt. slidforstærket med sten. Fra vikingetiden eller måske tidligere blev særligt slidbelastede dele fremstillet af jern.

Først fra omkring begyndelsen af 1700-t., da billig fossil energi blev tilgængelig, og jernet derfor faldt i pris, blev det rentabelt at bygge landbrugsmaskiner næsten udelukkende i jern. En af de første repræsentanter for disse redskaber var svingploven, der som følge af sin lethed og nemme håndtering gav en klar arbejdsrationalisering i landbruget. I løbet af de følgende årtier blev den fulgt op af mange andre redskaber af jern. De var så godt som alle hestetrukne; til tærskning anvendte man dog enkelte steder mekanisk trækkraft allerede fra omkring 1860.

På de enkelte bedrifter kom den store teknologiske omlægning først efter 2. Verdenskrig. I løbet af 1950- og 1960'erne blev omkring 600.000 heste erstattet af ca. 150.000 traktorer. Senere kom mejetærskeren og grønthøsteren, således at markarbejdet ved udgangen af 1960'erne var næsten fuldstændig mekaniseret.

Som følge af omlægningen faldt antallet af helårsarbejdere ved landbruget over en 50-årig periode til ca. en fjerdedel, og der var nu på de fleste brug kun familien til at gøre arbejdet. Dette medførte en udvikling mod enmandsbetjente maskiner.

Mulighederne for rationalisering ad mekaniseringens vej var ved at være udtømte. Derfor måtte den af markedskræfterne påtvungne produktivitetsstigning efterfølgende opnås gennem sammenlægning af bedrifter og anvendelse af stadig større maskiner. Dette førte til, at antallet af landbrugsmaskiner faldt fra slutningen af 1970'erne samtidig med, at de enkelte maskiner blev større.

Den moderne landbrugsmaskine

Størrelsen af nyanskaffede traktorer ligger overvejende i intervallet 50-120 kW, hvilket svarer til kraftbehovet for plove med 3-8 furer. Arealkapaciteten for sådanne plove er hhv. 0,6 og 1,6 ha pr. time. I den anden ende af skalaen ligger gødningsspredere og marksprøjter med kapaciteter fra 4-9 ha pr. time for arbejdsbredder på 12 og 24 m.

Nye traktorer og selvkørende maskiner har normalt styrtsikre førerkabiner, oftest med varme og ventilation og evt. med mulighed for montering af filtre, der sikrer mod støv m.m. Der gøres meget ud af ergonomiske forhold som fx sædeform og affjedring samt placering af pedaler og greb, så der kan arbejdes sikkert og effektivt i mange timer uden fare for uhensigtsmæssige personbelastninger.

Styring og regulering

Landbrugsmaskiner udstyres i stigende omfang med elektroniske og datatekniske hjælpemidler til overvågning og styring af maskinfunktioner; dels for at aflaste føreren, dels for at udføre de maskinelle processer præcist og detaljeret. Endvidere kan formålet være at opsamle data under kørslen i marken.

Disse kontrol- og styrefunktioner kan opdeles i simple kontrolfunktioner, der giver alarm, hvis ikke maskinens enkelte dele eller systemer fungerer korrekt; reguleringsfunktioner til fastholdelse af bestemte tilstande, fx konstant dosering af gødning uafhængigt af kørehastighed; og reguleringsfunktioner til afpasning af behandling i henhold til det varierende behov over marken, fx dosering af pesticider og gødning.

Sidstnævnte, positionsspecifik regulering, kræver løbende måling af maskinens position og aflæsning fra elektroniske kort (behandlingskort), der indeholder oplysninger om, hvilken behandling der ønskes på den enkelte position af marken. Til positionsbestemmelsen anvendes overvejende GPS (Global Positioning System), mens behandlingskort fremstilles ud fra data, som opsamles i marken eller ved målinger fra maskiner; fx kan en mejetærsker under høstarbejdet opsamle data for høstudbyttet, som kan danne grundlag for fremstilling af udbyttekort.

Den automatiske, stedspecifikke behandling udføres ved, at positionen af den kørende maskine måles med korte mellemrum. Positionen findes på det elektroniske behandlingskort, den behandling, der skal gives, aflæses, og maskinen indstilles, fx til en bestemt dosering af gødning. Ved denne type af regulering nedsættes forbruget af gødning, pesticider og energi, og dermed formindskes miljøbelastninger og omkostninger.

Systemoversigt

De enkelte landbrugsmaskiner anvendes ofte sammenkoblede eller i sammenhæng med andre maskiner eller transportudstyr. Til jordbehandling anvendes fortsat i stor udstrækning basisredskaberne plov, harve og tromle. Men hvor man i 1960- og 1970'erne overvejende benyttede disse enkeltvis, indgår de nu i stigende omfang i kombinationsmaskiner, der udfører to eller flere arbejdsoperationer ad gangen. Denne udvikling drives af ønsket om øget arbejdsevne, især under arbejdsmæssige spidsbelastninger om efteråret, hvor vinterafgrødernes etablering overlapper med høsten. Det almindeligste er at udføre jordbearbejdningen og såningen ved anvendelse af to maskinsystemer, af hvilke det første består af plov og furepakker og det andet af harve, såmaskine og efterharve.

Til svær jord vælges ofte en harve med roterende arbejdsorganer drevet gennem traktorens kraftoverføringsaksel for at få en kraftigere bearbejdning, hvorimod der til lettere jorder vælges en almindelig harve eller evt. en harvesåmaskine, med hvilken kornet sås direkte i rillerne efter harvetænderne. Ved en yderligere forenkling kan såmaskinen kobles på furepakkeren, der igen er koblet til ploven. Hele jordbearbejdningen og såningen kan da udføres i én arbejdsgang.

Andre maskintyper er udviklet til etablering af afgrøder uden forudgående pløjning. De simpleste af disse (direkte såmaskiner) placerer korn eller frø i ubehandlet jord vha. rulleskær. Andre anvender et fræserorgan til bearbejdning af jorden forud for såning. Anvendelse af disse metoder gennem flere år kræver i reglen særlige forholdsregler mod ukrudt.

Pleje af afgrøder

Til gødskning og bekæmpelse af ukrudt, sygdomme og skadedyr anvendes især gødningsspreder, marksprøjte og radrenser. Gødningsspredere kan opdeles i staldgødnings-, gylle- og handelsgødningsspredere. Staldgødningssprederen består af en vogn med en transportkæde i bunden og spredevalser i bagenden. Spredningen sker, ved at gødningen af transportkæden føres frem mod valserne, som ved deres rotation findeler og spreder gødningen. Maskinen anvendes normalt før såning, idet gødningen af hensyn til god udnyttelse af næringsstofferne skal nedfældes med plov eller harve umiddelbart efter udbringningen.

Gyllesprederen er en tankvogn monteret med pumpe og spredeudstyr. Af hensyn til dæmpning af lugtgener og et ønske om at kunne udbringe gødningen i voksende afgrøder anvendes der nu i stort omfang et spredeudstyr bestående af en såkaldt rotorfordeler med tilsluttede slæbeslanger. Rotorfordeleren sikrer ensartet fordeling til slæbeslangerne, der, som navnet antyder, slæber på jorden og afleverer gyllen i striber uden at tilsmudse planterne.

Høst af ensileringsafgrøder

Plantemateriale til brug som foder kan gøres langtidsholdbart ved ensilering. Da man får den bedste udnyttelse, det mindste ensileringstab og den bedste foderudnyttelse, når afgrøderne hjemtages med et relativt lavt vandindhold, foretages i reglen først en skårlægning (ved en skårlægger) for at opnå en let tørring. Derefter foretages opsamling og snitning med finsnitter eller læsse-snitte-vogn. Da der er tale om dyre og for finsnitterens vedkommende meget kraftkrævende maskiner, udføres arbejdet ofte af maskinstationer.

Høst af korn og frø

Frø- og kornhøst foregår næsten udelukkende med mejetærsker, der opsamler kernen i tank for senere aflæsning i transportvogn og overførsel til tørreri og siloanlæg. Også mejetærskning udføres i flertallet af tilfælde af maskinstationer. En nyudviklet maskine til høst af korn, ribbetærskeren, afriver kun aksene og lader strået stå tilbage på roden. Herved kan opnås en væsentlig billigere høst af kernen, men bjergning af halmen er vanskeligere end ved mejetærskning.

Høst af stråafgrøder

Halmen, som efterlades på marken af mejetærskeren, opsamles i overvejende grad med halmpresser. Hvor halmen anvendes lokalt, bruges stadigvæk i et vist omfang maskiner til små baller (20-30 kg/stk.); ellers presses halmen i flere hundrede kg tunge baller.

Høst af rodfrugter

Hvor toppen udnyttes til foder, anvendes oftest grønthøster til afhugning, snitning og læsning. Foderroer optages med relativt simple roeoptagere og læsses i maskinens egen tank eller på vogn. Fra sukkerroer (fabriksroer) skal alle grønne blad- og stængeldele fjernes, da disse er skadelige for sukkerproduktionen. Derfor anvendes til disse afgrøder specielle afpudsere eller nøjagtige aftoppere til afskæring af toppen.

Høst af specialafgrøder

Især siden 1970'erne er der udviklet nye maskiner til høst af gartneriafgrøder, frugt og bær. Til gartneriafgrøder som fx gulerødder, porrer og kål anvendes maskiner, som med et jordgående skær løsner planterne, samtidig med at to modsatrettede transportbånd fastholder planterne ved toppen og løfter dem op til behandling og opsamling i høstkasser. Til frugt og bær anvendes bl.a. rystemaskiner, som ryster frugten ned på opsamlingsduge med en vibrator, som fastgøres til stammen.

Økonomi

Landbrugets maskinomkostninger svinger meget mellem brugene, hovedsagelig som følge af forskelle i maskinernes udnyttelse og den førte investeringspolitik. For dyrkning af korn ligger omkostningerne fx på 2800-3400 kr./ha, for grovfoder noget højere. Analyser med henblik på at finde den bedste og billigste mekaniseringsløsning udføres typisk af landbrugets rådgivningstjeneste, der har udviklet særlig it til formålet. Resultaterne af disse analyser viser gennemgående, at de mindre brug vanskeligt kan få økonomi i anskaffelse af nye maskiner. De anvender derfor maskinstation, køber brugte maskiner eller etablerer samarbejde med en nabo.

Forskning og udvikling

Landbrugsmaskinerne er fortsat genstand for en betydelig forsknings- og udviklingsindsats på universiteter, sektorforskningsinstitutioner (fx Bygholm) og i landbrugsmaskinindustrien. I de senere år har megen opmærksomhed været rettet mod udvikling af automatisk måling af jord- og afgrødetilstand mhp. en mere detaljeret og nøjagtig styring af maskinfunktioner. Det er sandsynligt, at resultaterne af denne forskning kan føre til et langt mere miljøvenligt landbrug, især med hensyn til forbruget af pesticider.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig