sædskifte

Historisk er det ældste kendte sædskifte alsædbruget, hvor de eneste afgrøder var rug og byg, som blev dyrket skiftevis. I middelalderen blev denne driftsform udvidet til trevangsbruget, hvor der blev dyrket korn i to af tre år, mens jorden "hvilede" det tredje år. Ud over rug og byg dyrkedes også lidt havre og ærter i rugvangen og vårhvede, boghvede eller blandkorn i bygvangen.

I slutningen af 1700-t. afløstes trevangsdriften af kobbelbruget, som indførtes fra Holsten. Marken blev nu opdelt i et antal parceller (kobler), som blev dyrket med vekslende kornarter i fem til syv år, hvorefter de lå udyrket hen med selvgroet græs i et tilsvarende antal år. Inspireret af udviklingen af mere intensive driftsformer i England, Flandern og Tyskland opstod interessen for det såkaldte vekselbrug, hvori korn blev afløst af forskellige andre afgrøder som kløver og bælgsæd, der tilmed gav kvælstof til afgrøderne, og kartofler, således at korn ikke fulgte efter korn. Dette var et driftsmæssigt fremskridt, ikke mindst fordi mellemafgrøder hindrede sædskiftesygdomme.

Som følge af landbrugskrisen i begyndelsen af 1800-t. fik vekselbruget ikke stor udbredelse før i sidste del af århundredet, idet kravet til egnede fodermidler til det større husdyrhold blev forøget. Foderroerne holdt således deres indtog i denne periode. Anvendelsen af sædskifter med en fast afgrødefølge år efter år holdt i langt de fleste landbrug til og med 2. Verdenskrig, men derefter blev systemerne, bl.a. som følge af at mange landbrug ophørte med at have kvæg, afløst af et langt friere valg af afgrøder, oftest styret af afsætningsmuligheder og konjunkturer (se planteavl). Se også dyrkningssystemer.

En række svampesygdomme opformeres, hvis en given afgrøde dyrkes på samme areal år efter år, ligesom der kan ske nematodeangreb af bl.a. havrecystenematoder (Heterodera avenae, se rundorme). Sygdommene forebygges via sædskifte. Nogle sædskiftesygdomme har mange værter, og smitstof kan derfor opformeres ved dyrkning af mange forskellige plantearter. Det gælder fx storknoldet knoldbægersvamp (Sclerotinia sclerotiorum). Smitstof af andre sædskiftesygdomme opformeres derimod kun på få plantearter. Det gælder bl.a. ærterodråd (Aphanomyces euteiches), der kun angriber ærter (se også rodbrand).

Korn. Den vigtigste sædskiftesygdom i korn er goldfodsyge (Gaeumannomyces graminis), der angriber rødderne med nødmodning som resultat. Alle kornarter bortset fra havre opformerer goldfodsyge. Af andre sædskiftesygdomme i korn kan nævnes knækkefodsyge (Pseudocercosporella herpotrichoides), der angriber stråbasis, samt græstrådkølle (Typhula incarnata), der er en udvintringssvamp i vinterbyg. Knækkefodsyge angriber alle kornarter bortset fra havre, mens græstrådkølle kun opformeres i større omfang ved vinterbygdyrkning.

Andre afgrøder. I raps og andre korsblomstrede hører storknoldet knoldbægersvamp og kålbrok (Plasmodiophora brassicae) til de vigtigste sædskiftesygdomme. Smitte af knoldbægersvamp kan vedligeholdes på mange afgrøder, bl.a. ærter, kartofler og kommen, ligesom en lang række ukrudtsarter; begrebet falsk sædskifte anvendes, når der veksles mellem ikke-modtagelige afgrøder, men hvor modtagelige ukrudtsplanter vedligeholder smitstoffet. Kålbrok angriber alle korsblomstrede arter og er årsag til store svulster på rødderne. I kartofler er rodfiltsvamp (Rhizoctonia solani) en vigtig sædskiftesygdom, der også opformeres ved dyrkning af bl.a. raps, bederoer, græs og kløvergræs. Disse afgrøder skal derfor undgås forud for kartofler. Rodfiltsvamp er årsag til små, deforme knolde i kartofler. Forskellige skurvsvampe hører også til sædskiftesygdomme i kartofler. Dyrkning af gulerødder opformerer ligeledes skurv. I bederoer og ærter hører forskellige rodbrandsvampe til de vigtigste sædskiftesygdomme.