biologisk bekæmpelse

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Læs også
• rovmider
• skadedyrsbekæmpelse
• rødt spind

Fundet ved søgning på biologisk bekæmpelse
Til forsiden

Biologisk bekæmpelse. Parasitisk hveps, en Aphidius-art, i færd med at lægge æg i en ferskenbladlus, Myzus persicae; denne bladlus lever bl.a. på kartoffel og bede og kan overføre virussygdomme mellem planterne.

biologisk bekæmpelse, biologisk kontrol, udnyttelse af naturlige fjender til bekæmpelse af skadevoldende organismer, fx insekter, svampe og planter (ukrudt). De naturlige fjender omfatter rovlevende og snyltende dyr samt mikroorganismer som svampe, bakterier, virus og protozoer.

Biologisk bekæmpelse bruges som alternativ til eller sammen med kemisk bekæmpelse (pesticider) og har fået stadig større betydning; bl.a. fordi skadevoldere kan udvikle resistens over for kemiske bekæmpelsesmidler og pga. eventuelle utilsigtede miljømæssige konsekvenser ved traditionelle bekæmpelsesmidler. Biologiske bekæmpelsesmetoder er i modsætning til kemiske bekæmpelsesmidler oftest specifikke i deres virkemåder, idet de som regel kun rammer én eller få arter, og det er den eneste bekæmpelsesmulighed i økologisk jordbrug, hvor anvendelsen af pesticider ikke er tilladt.

Biologisk bekæmpelse kan foretages ved at udbringe den naturlige fjende én gang, hvorefter den af sig selv spredes og nedsætter skadevolderens bestandsniveau, eller ved at udsætte den naturlige fjende, hver gang skadevolderens population har nået et uønsket niveau. Førstnævnte metode anvendes især, hvor en organisme er blevet indført til et område, uden at dens naturlige fjender er fulgt med. Gentagen udsætning af fx mikroorganismer foretages ved pludselige angreb af skadevoldere. Bakterien Bacillus thuringiensis er, i forskellige præparater, det mest anvendte mikrobiologiske bekæmpelsesmiddel på verdensplan, fx mod sommerfugle- og stankelbenlarver.

Biologisk bekæmpelse er mest udbredt i plante- og husdyrproduktionen og til bekæmpelse af vektorbårne sygdomme som fx malaria. Også myggeplager søges begrænset ved udsprøjtning af bakterier i floder og vandløb, hvor myggelarverne udvikler sig. Biologisk bekæmpelse er især effektiv i væksthuse, hvor klimaet kan kontrolleres. I Danmark anvendes biologisk bekæmpelse således på næsten hele arealet med væksthusgrøntsager; de to alvorligste skadedyr i tomat- og agurkeproduktionen, væksthusmellus og væksthusspindemide, bekæmpes med hhv. en snyltehveps, Encarsia formosa, og en rovmide, Phytoseiulus persimilis, der begge produceres kommercielt. Flere jordboende insekter kan bekæmpes vha. snyltende rundorme.

På friland vanskeliggøres biologisk bekæmpelse af ustadige vejrforhold. Fx er viruspræparater til bekæmpelse af insekter kun virksomme i få dage, og da virus skal indtages gennem munden for at inficere, vil en periode med koldt og ustadigt vejr, der bringer skadedyrenes ædeaktivitet til ophør, gøre bekæmpelsen virkningsløs. Metoden er derfor kun meget lidt brugt i Danmark. I Australien har man med held bekæmpet indførte kaniner med myxomavirus, som forårsager sygdommen myxomatose.

Også ukrudt er forsøgt bekæmpet med biologiske midler, især med planteædende insekter, men også med svampe. Figenkaktus, Opuntia, er indført fra Amerika til forskellige verdensdele, hvor den hurtigt har spredt sig og er blevet en plage; i Australien dækkede planten i 1926 ca. 24 mio. ha græsningsområder, som dermed blev ubrugelige. Fra Argentina blev indført et møl, Cactoblastis cactorum, hvis larvegange giver adgang for andre insekter og mikroorganismer, som skader planten, og på ti år gik bestandene af figenkaktus kraftigt tilbage.


Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Biologisk bekæmpelse. Parasitisk hveps, en Aphidius-art, i færd med at lægge æg i en ferskenbladlus, Myzus persicae; denne bladlus lever bl.a. på kartoffel og bede og kan overføre virussygdomme mellem planterne.

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
04/02/2009
Oprindelig forfatter
SHar
29/01/2009
Nyhedsbrev

© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki