markforsøg (med planteavl)

Markforsøg, en oftest dominerende arbejdsmetode hos de danske institutioner, der arbejder med forskning, forædling og udvikling inden for planteavl. Et markforsøg består i en sammenligning af to eller flere dyrkningsfaktorer under ensartede vilkår; der ses fx på forskelle inden for arter, sorter og stammer, gødninger eller jordbearbejdningsmetoder.

For at gøre arbejdet overkommeligt begrænses den forsøgsmæssige dyrkning til små arealer, parceller, af samme størrelse og form. For tillige at undgå, at varierende jordbundsforhold skal påvirke sammenligningen, anlægges de forsøgsbehandlede parceller i systematiske gentagelser, så tilfældige afvigelser udjævnes.

Danske planteavlsforsøg har rødder tilbage til 1858, da man påbegyndte dyrkningsforsøg på Landbohøjskolen. 1885-86 oprettedes de første statslige forsøgsstationer i Tystofte og Askov. Efter 1900 blev der igangsat lokale markforsøg, der stadig anlægges under de varierende praktiske forhold, som findes på danske landmænds marker; de er siden vokset stærkt i antal.

Markforsøg gennemføres af de landøkonomiske foreninger og har i perioder omfattet flere tusinde forsøg årlig. Resultaterne af de lokale forsøg, landsforsøgene, giver primært praktiske anvisninger på planteavlens tilrettelæggelse og gennemførelse, men har med deres betydelige omfang tillige bidraget stærkt til den hurtighed, hvormed landbruget udnytter de forskningsbaserede resultater fra statslige institutioner.