svin - kulturhistorie

Svin – kulturhistorie, Både i jødedom og islam er svinet et urent dyr, og der er forbud mod at spise det (fx GT: 3.Mos. 11,7 og Koranen: Sura 2, 173-74). Måske skyldes forbuddet i Det Gamle Testamente en protest mod kanaanæisk religions dyrkelse af svinet som helligt offerdyr, men kan også skyldes en reel smitterisiko fra svin, fx ved overførsel af parasitter som bændelorme og ikter. Opfattelsen af svinet som urent refereres der til i et par evangeliske tekster: At urene ånder, som Jesus uddriver af en dæmonbesat, farer over i svin, som derpå kaster sig i søen (Mark. 5,1-21), og at fortabelsens nulpunkt i lignelsen om den fortabte søn er, da han ønsker at æde sammen med svin (Luk. 15,16). Som tegn på at den hellige Antonius kan bekæmpe onde ånder, er hans attribut netop svinet.

I det gamle Norden var svinet dels et almindeligt offerdyr ved midvintermåltider, dels knyttet sammen med frugtbarhed og fornyelse, fx Gyldenbørste, Frejs ridedyr, og Særimner, Valhals evigt genskabte orgie af flæsk.

For nogle stammefolk i Ny Guinea er svinet stadig helt centralt: Myter fortæller, at menneskene nedstammer fra svin, og svin ofres fx i forbindelse med sygdom.

De sproglige konnotationer til svin er i dansk almindeligvis negative: sådan et svin; det er noget svineri; der var som i en svinesti; at begå en svinestreg. Men man kan dog også være svineheldig og være udstyret med en fyldt sparegris. Se også kosher og halal.

Læs mere om svin.