læhegn

Læhegn, en eller flere rækker af træer og buske, som giver læ for landbrugsafgrøder, bygninger, jorden m.m. Et velfungerende læhegn har en effektiv læzone på 20 gange hegnets højde bag hegnet og fem gange hegnets højde foran hegnet. Ved at bremse vinden skabes der en læzone, hvor klimaet bliver så meget bedre for landbrugskulturer, at man kan forvente et merudbytte på 3-8%; se også jordfygning.

En effektiv læplantning påbegyndtes ved stiftelsen af Det Danske Hedeselskab i 1866, og fra 1880 har den danske stat støttet læplantning. I 1976 kom den første egentlige læplantningslov. Der kan søges støtte til såvel kollektiv som individuel læplantning.

1866-1966 bestod hovedparten af læhegnene af én række med én art, fx hvidgran, sitkagran eller seljerøn. Fra 1960'erne begyndte man at plante trerækkede løvtræslæhegn med blandinger af flere arter af træer og buske for at sikre længelevende, stabile læhegn. I blandingen indgår hurtigtvoksende træer, ammetræer, som rød-, hvid- og grønel, dugpil og poppel, der giver det første læ til afgrøderne og de langsomtvoksende arter i hegnet. De hurtigtvoksende arter fjernes siden for at give plads til de blivende arter, hvoraf de vigtigste træer er vintereg, stilkeg, ahorn, ask og elm. De vigtigste buske er tjørn, bærmispel, navr, liguster og syren.