DNA-virus

Livscyklus

DNA-virus' livscyklus kan inddeles i binding af virus til cellens overflade, optagelsen af virus i cellen, replikation af virus-DNA og syntese af specifikke virusproteiner, samling af nye viruspartikler og transport af disse ud af værtscellen. Binding af virus til værtscellen er afgørende for, om en infektion kan finde sted. Cellers overflade har ofte specifikke receptorer, der er bestemmende for, hvilke virus der binder til og inficerer den pågældende celle. Dette er grunden til, at fx Epstein-Barr-virus er specifik for lymfocytter og epithelceller, at human papillomavirus er specifik for hudens og slimhindernes epithelceller, at hepatitis B-virus angriber leverceller. Dannelsen af nye DNA-kopier foregår i cellekernen for alle DNA-virus på nær poxvirus, hvor hele replikationen finder sted i cellernes cytoplasma. Når virus' livscyklus er fuldendt, frigives de nye infektiøse viruspartikler fra cellerne, hvorefter virus spredes i organismen.

Familier

DNA-virus forekommer inden for forskellige virus-familier, hver med deres karakteristika.

Denne familie omfatter 41 forskellige virustyper (Ad1-41) (se adenovirus), som medfører forskellige sygdomme, bl.a. luftvejslidelser, mave-tarm-sygdomme og øjensygdomme.

Der er ni forskellige virustyper, som kan give infektioner hos mennesket. Epstein-Barr-virus (EBV), herpes simplex-virus type 1 og 2 (HSV-1, HSV-2), varicella-zoster-virus (VZV), cytomegalovirus (CMV) og herpes-virus type 6, 7 og 8 (HHV-6A, 6B, 7 og 8).

Der er tre typer, som er sygdomsfremkaldende hos mennesker: variola, vaccinia og kokoppevirus. Virus, som kan medføre kopper, fandtes i Østen for mere end 2000 år siden og er ført til Europa i 600-t. og til Amerika i 1500-t. med handels- og opdagelsesrejsende. Store epidemier brød ud som følge af kontakt med disse nye virus, men kopper er også den sygdom, der blev skoleeksemplet på, hvorledes en infektionssygdom kunne udryddes. Opdagelsen af naturlig vaccination med først vaccinia og senere kokoppevirus blev banebrydende for forebyggelse af virussygdomme.

Hepatitis B-virus (HBV) er årsag til akut eller kronisk leverbetændelse.

Navnet dækker papillomavirus (pa), polyomavirus (po) og vakuoliserende virus (va). Human papillomavirus (HPV) omfatter mere end 70 typer, som giver forskellige hud- og slimhindelæsioner, bl.a. vorter. De fleste infektioner er godartede, men visse virus er medvirkende ved udvikling af kræft, især på kønsorganerne, fx livmoderhalskræft og peniskræft. Polyomavirus er mest dyrepatogene, men to humanpatogene virus kendes. JC-virus (JCV), som forårsager hjernebetændelse, og BK-virus (BKV), som giver luftvejsinfektioner hos børn.

Disse virus er de eneste, der indeholder enkeltstrenget DNA. Kun parvovirus B-19, som blev isoleret i 1975, vides at være humanpatogen. Virus forårsager defekt i udvikling af forstadier til blodceller i knoglemarven.