OSPAR-konventionen

© John Fowlie

OSPAR-konventionen dækker området (markeret med blåt) fra Nordpolen til Gibraltarstrædet og fra Østgrønlands kyst til en del af den russiske Hvidehavskyst. Bælthavet og Østersøen er ikke med; disse områder behandles i Helsingforskonventionen, mens Middelhavet er dækket af Barcelonakonventionen. Foruden alle de tilgrænsende kyststater er Schweiz og Luxembourg underskrivere af konventionen, da de via Rhinen belaster konventionsområdet.

OSPAR-konventionen, Oslo- og Pariskonventionen, aftale om beskyttelse af Nordøstatlanten (inkl. Nordsøen og Kattegat) mod forurening fra kilder på land og ved dumpning fra skibe og fly. I 1992 aftalte de tilliggende 15 lande (fra Spanien til Island) at sammenkoble de ældre Pariskonventionen og Oslokonventionen, der tog sig af hhv. landbaserede kilder og dumpning. Efter endelig vedtagelse i de enkelte lande trådte den nye konvention i kraft i 1998. Aftalen styres af OSPAR-kommissionen (OSPARCOM), der mødtes første gang i Sintra, Portugal i sommeren 1998. Her besluttede man bl.a. at forbyde dumpning af olieplatforme i havet (med få undtagelser). Aftalen øger vægten på overvågning af forureningskilder og miljø samt beskyttelse af økosystemer. Den omfatter desuden en bedre begrænsning af udledningen af radioaktive stoffer. I de senere år har OSPAR også taget beskyttelsen af havet mod miljøskadelige følger af fiskeri på programmet såsom overfiskning og udsmidning af undermålere. Endvidere agter man at se på mulige uheldige aspekter ved etablering af offshore-vindmølleparker. Se også hav (havmiljøkonventioner).