miljøgifte

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

miljøgifte, kemiske stoffer og forbindelser, der kan skade levende organismer og således forårsage uønskede ændringer i økosystemerne. Betegnelsen anvendes almindeligvis kun om et giftstof, når det anretter utilsigtede skader i naturen, og bruges ikke om fx et pesticid, der kun rammer de skadedyr, man ønsker at bekæmpe. En miljøgifts farlighed afhænger af dens giftighed (toksicitet) og de langsigtede (kroniske) og genetiske skader, den kan forårsage.

Miljøfremmede stoffer

DDT, PCB (polyklorerede bifenyler) og dioxiner hører ligesom andre klorerede kulbrinter til de farligste miljøgifte. Det er syntetisk fremstillede miljøfremmede stoffer, der ikke findes i naturen i forvejen. Her nedbrydes de meget langsomt og kan derfor spredes vidt omkring i omgivelserne med luft- og vandstrømme. Desuden kan de ophobes i de levende organismer, der ikke er i stand til at udskille lige så meget gift, som de optager. Stofferne opsamles især i fedtholdigt væv som fx nervevæv og lever og kan sætte vitale livsprocesser ud af funktion. Det er særlig farligt for rovdyr, der som det sidste led i naturens fødekæder opsamler den gift, der er ophobet i deres byttedyr (se også bioakkumulation).

Nedgangen i bestandene af vandrefalke og andre rovfugle i 1960'erne tilskrives især DDT, som forstyrrer dannelsen af fuglenes æg, der får så tynde skaller, at de går i stykker, når fuglene ruger på dem. PCB kan fremkalde kræftsygdomme og påvirke immunforsvar, leverfunktion og forplantningsevne som hos fx ringsæler i Østersøen og Vadehavet. PCB kan ikke nedbrydes af mikroorganismer i søers og havområders iltfrie bundlag og udgør her en særlig fare for bunddyr og for fisk, fx torsk, der lever af disse bunddyr. Dioxiner påvirker levende organismer på stort set samme måde som PCB, men de er meget mere giftige og hører til de mest miljøfarlige syntetiske stoffer, man kender. Den mest giftige er klordioxinen TCDD, som blev kendt, da stoffet i 1976 forgiftede store landområder efter en eksplosion på en kemikaliefabrik i den norditalienske by Seveso.

Såvel DDT som PCB og dioxiner har siden 1990'erne påkaldt sig fornyet opmærksomhed, da det viste sig, at de måske kan påvirke kønsprocesserne på samme måde som det hunlige kønshormon østrogen og dermed nedsætte forplantningsevnen. En lignende virkning kendes fra andre stoffer, fx ftalater (se ftalsyre), der bl.a. anvendes som blødgøringsmiddel i plast, og som nu forekommer i store mængder i omgivelserne.

Tungmetaller, PAH og radioaktive isotoper

Også tungmetaller som fx cadmium, kviksølv, bly, kobber og chrom kan være farlige miljøgifte. De nedbrydes ikke i naturen, men her varierer giftigheden med de øvrige miljøforhold. Cadmium, der kan ophobes i levende organismer og i fødekæderne, er fx meget giftigt for dafnier og andre planktonorganismer i kalkfattigt ferskvand, men virker ikke nær så giftigt i kalkrigt ferskvand og havvand. Når metallisk kviksølv, der i sig selv ikke er særlig giftigt, kommer ud i et vandområde, kan det af mikroorganismer omdannes til miljøfarligt methylkviksølv. Dette nedbrydes kun langsomt i naturen og kan let trænge ind i celler og skade arveanlæggene.

Oliespild på havet rammer ikke alene fugle, som søles ind i klæbrig olie, men olien indeholder også miljøgifte, bl.a. PAH (polyaromatiske hydrocarboner), der nedbrydes meget langsomt i havet, og som kan forårsage svulstdannelser og finnesygdomme hos fisk og udvikle forstadier til kræft hos skaldyr. I pattedyr kan bl.a. PAH-stoffet benzopyren virke kræftfremkaldende. Visse organiske metalforbindelser, fx tributyltin og organofosfater, er stærke miljøgifte; organiske fosforforbindelser bruges som pesticider, og tributyltin anvendes i bundmaling til skibe for at hindre alger og dyr i at sætte sig fast.

Stråling fra radioaktive isotoper kan give akutte skader i bl.a. hud og øjne. Farligere er dog de kroniske skader på arveanlæggene ved langtidspåvirkning. Ved uheldet i 1986 på Tjernobylværket i Ukraine slap cæsium-137 og jod-131 ud i omgivelserne og forurenede store landområder, der endnu i 2006 ikke kan benyttes til landbrugsdrift. I det nordlige Skandinavien aflivede man mere end 100.000 rener og elge, der havde spist lav og planter, som var forurenet med radioaktive stoffer fra udslippet.

Færre miljøgifte i vore omgivelser

Forbud mod anvendelse af farlige miljøgifte som fx DDT og PCB har sammen med andre lovreguleringer med fastsættelse af grænseværdier for indholdet af miljøgifte i vand, jord og luft bidraget til at nedsætte omgivelsernes belastning med miljøgifte. I samme retning virker bestræbelserne på at erstatte miljøfarlige stoffer med mindre farlige stoffer i bl.a. produktionsprocesser (se renere teknologi). Dette substitutionsprincip er et væsentligt led i FNs kemikaliestrategi fra 2006 (SAICM - Strategic Approach to International Chemicals Management), der indeholder en global plan for ca. 270 aktiviteter, som vil bidrage til, at FNs mål for 2020 nås. Målet er, at kemikalier skal produceres og bruges på en måde, der minimerer de væsentlige negative virkninger på miljø og sundhed.

Udvalgte miljøgifte og deres skadevirkninger
stof/stofgruppe akut giftighed (toksicitet), kroniske skadevirkninger persistens (biologisk nedbrydelighed) bioakkumulerbarhed (ophobes af levende organismer), biomagnifikation (ophobes i fødekæder)
klorerede kulbrinter
DDT, DDD, DDE giftige, særdeles giftige over for bl.a. insekter og dafnier, nedsætter dyrs formeringsevne og forstyrrer hormonbalancen nedbrydes meget langsomt (år) ophobes i meget høj grad af levende organismer, især i hav- og ferskvand, ophobes desuden i fødekæderne, især i hav- og ferskvand
dioxiner særdeles giftige, især TCDD, skader arveanlæggene, nedsætter dyrs formeringsevne og forstyrrer hormonbalancen, nogle dioxiner virker kræftfremkaldende nedbrydes meget langsomt (år) ophobes i meget høj grad af levende organismer, ophobes desuden i fødekæderne
PCBer (polyklorerede bifenyler) kun lidt akut giftige, nedsætter dyrs formeringsevne og forstyrrer hormonbalancen, virker kræftfremkaldende hos visse dyr nedbrydes meget langsomt (år) ophobes i meget høj grad af levende organismer, især i hav- og ferskvand, ophobes desuden i fødekæderne, især i hav- og ferskvand
PAHer (polyaromatiske hydrocarboner) meget giftige, mistænkes for at skade arveanlæggene, virker kræftfremkaldende hos pattedyr nedbrydes langsomt (måneder) ophobes kun i ringe grad af levende organismer
tungmetaller
cadmium meget giftigt, især over for dyr i ferskvand nedbrydes ikke ophobes i høj grad af levende organismer, ophobes kun i ringe grad i vandlevende organismers fødekæder, men i høj grad i bl.a. visse organer hos fugle og pattedyr, der ernærer sig af vandlevende dyr
kviksølv meget giftigt, især i form af methylkviksølv, skader arveanlæggene, virker kræftfremkaldende nedbrydes ikke ophobes, især i form af methylkviksølv, i meget høj grad af levende organismer, særlig i hav- og ferskvand, ophobes desuden, især i form af methylkviksølv, i fødekæderne, særlig i hav- og ferskvand
bly kun lidt giftigt over for dyr og planter, men skader selv i små koncentrationer bl.a. centralnervesystemet hos fx mennesker nedbrydes ikke ophobes almindeligvis ikke af planter og dyr, men kan opsamles i bl.a. knoglevæv hos pattedyr
tributyltin giftigt, og særdeles giftigt over for bl.a. snegle og muslinger i havet, nedsætter dyrs formeringsevne og forstyrrerhormonbalancen hos bl.a. snegle og muslinger i havet tributyltin nedbrydes ret hurtigt (uger/måneder), (tin nedbrydes ikke) ophobes i høj grad af levende organismer, ophobes ikke i fødekæderne
arsen giftigt, virker kræftfremkaldende nedbrydes ikke ophobes ikke eller kun i ringe grad af levende organismer
kobber kun lidt akut giftigt, men særdeles giftigt over for bl.a. alger og krebsdyr i ferskvand nedbrydes ikke ophobes ikke eller kun i ringe grad af levende organismer
andre stoffer
ftalater nedsætter dyrs formeringsevne og forstyrrer hormonbalancen, mistænkes for at virke kræftfremkaldende nedbrydes hurtigt (dage/uger) ophobes ikke af levende organismer
radioaktive isotoper skader arveanlæggene, virker kræftfremkaldende henfalder ved fysiske processer, strontium-90 halveres fx på 28 år, mens jod-131 halveres på 8 dage ophobes almindeligvis ikke af levende organismer, plutoniumisotoper kan dog opsamles i fx muslinger og jodisotoper i bl.a. skjoldbruskkirtlen, nogle radioaktive isotoper kan konkurrere med livsnødvendige stoffer, fx strontium-90 med calcium og cæsium-137 med kalium

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
13/01/2010
Ekspert
BLMa
Oprindelig forfatter
CHun
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki